Ruth Kronholm Andersen og Tom Hellesø er begge en del af næstehjælperne. Her står de i højtidshjørnet, hvor brugerne kan få pynt til skabe hygge i deres hjem. Foto: Ida Mehl Agerholm
Mennesker

Der er hjælp at hente

Ruth Kronholm Andersen og Tom Hellesø er begge en del af næstehjælperne

30. december 2020 kl. 15:06
Ruth Kronholm Andersen og Tom Hellesø er begge en del af næstehjælperne. Her står de i højtidshjørnet, hvor brugerne kan få pynt til skabe hygge i deres hjem. Foto: Ida Mehl Agerholm Ida Mehl Agerholm
Hver torsdag deler Næstehjælperne mad ud til brugerne. Foto: Ida Mehl Agerholm Ida Mehl Agerholm
Alle rum udnyttes så godt som muligt. Her ses rummet til børn og nyfødte, hvor alt tøj er sorteret efter størrelse. Foto: Ida Mehl Agerholm Ida Mehl Agerholm

JAMMERBUGT: Livet går ikke altid som planlagt, som vi har set det med coronakrisen.

Midt i en krise forsøger man at forbedre situationen, og i Jammerbugt findes mange løsningsorienterede ildsjæle. - Godt nok kan de ikke løse coronakrisen, men de kan hjælpe med at løse andre kriser for folk. Måske er man blevet ramt af pludselig sygdom eller andre udfordringer, som har slået en ud af kurs, og hvad gør man så?

I 2016 startede Ruth Kronholm Andersen en frivillig forening sammen med en veninde.

Hun var hun i en alder af 56 pludselig blevet ramt af sygdom efter 41 år på arbejdsmarkedet, og hendes veninde fandt sig i en lignende situation.

- Vi stod begge to pludselig uden ressourcer, overskud eller penge til at dække vores faste udgifter, sørge for vores familie eller for os selv, fortæller Ruth Kronholm Andersen.

De to kvinder brugte hinanden som støtte, og sammen kunne de snart igen rejse sig og ånde lettet op. Den hårdeste tid var slut - hvert fald for dem.

- Jeg ønskede, at ingen nogensinde skulle havne, hvor jeg var. Men flere med lignende dilemmaer tittede frem fra krogene, fortæller Ruth.

Sådan var en unavngiven forening født. Først da Ruth gennem et tv-program hørte om ”Næstehjælperne København”, så hun et sammenfald med deres egen forening i det nordjyske.

”Næstehjælperne Jammerbugt” var født. Som frivillig forening har dens overlevelse været afhængig af fonde, men i særdeleshed private donationer og frivillige medlemmer - de såkaldte ”næstehjælpere”.

Mange er begrænset af kontanthjælpsloftet, som gør at pengene ofte ikke rækker til alle fornødenheder.

- Har man fået en skade, der sætter en ud af drift, er verden pludselig vendt på hovedet.

Her kommer næstehjælperne ind i billedet. De tilbyder midlertidig hjælp til familier i hele kommunen for at få dem tilbage på rette kurs.

- I en periode hjælper vi og understøtter familier, der er endt et uventet sted i deres liv, hvor tingene pludselig er blevet svære. Vi gør hvad vi kan for at hjælpe dem igennem en hård tid, om det så varer tre måneder eller tre år, fortæller Ruth.

Deres motto lyder: Hjælp til selvhjælp. Næstehjælperne ser nemlig sig selv, som dem der holder brugerne oven vande i en svær situation, så de skånes for at synke helt til bunds:

- Ingen bør være så langt nede, lyder det meget klart fra Ruth.

Den gamle børnehave i Kaas bugner af alverdens sager. Hylde efter hylde er fyldt med tøj sorteret efter størrelse. Alt er foldet til perfektion og systemet er gennemført i alle rum.

Ruths stab er efterhånden blevet til 20 frivillige næstehjælpere, der brænder for at skabe overskud for brugerne. Hver torsdag slår næstehjælperne dørene op for brugerne, der kan vælge mellem alt, hvad de mange rum har at tilbyde.

Hos Næstehjælperne i Jammerbugt tager de imod alt, man har i et hus undtagen møbler, da de ikke har fysisk plads. For at løse problemet med pladsmangel, har de oprettet en lukket Facebookgruppe, hvor folk kan donere møbler og andet. Facebookgruppen ”Næstehjælperne - Jammerbugt” har over 2400 medlemmer. Her melder man sig ind, hvis man har brug for hjælp eller gerne vil hjælpe andre.

I den gamle børnehave kan brugerne få mad fra madspildskammeret og hente tøj og redskaber. Næstehjælperne samarbejder med flere supermarkeder i kommunen, som afleverer deres madspild til dem.

- Ingen går tomhændede fra Næstehjælperne med al den støtte vi får fra private og butikker i kommunen, fortæller Ruth.

Fordi foreningen er frivillig, er den afhængig af hjælpen fra andre. Det har skabt et bredt netværk, bl.a. med foreningen i Frederikshavn.

Næstehjælperne kan modtager donationer gennem passiv støtte. Når man køber et klistermærke, går pengene ubeskåret til fornødenheder til brugerne.

- Vi sælger klistermærker, som kan købes for minimum 50 kr., og for en frivillig forening er donationerne en god måde at hjælpe vores brugere yderligere ved fx at kunne sikre mad til alle.

De sælger mærkerne i den gamle børnehave i Kaas og i Frivillighuset Jammerbugt, men de har også haft stor succes med at bruge Mobilepay. Her sender man det ønskede beløb til Næstehjælpernes nummer: 15903.

- 50 kr. rækker et langt stykke. Man kan få mange poser havregryn, smiler Ruth Kronholm Andersen.

Ruth har samlet et utal af solstrålehistorier i de fire år, hun har stået for Næstehjælperne. På tre dage lykkedes det fx at gøre en tom lejlighed fuldt funktionsdygtig.

- De gode oplevelser er vores årsløn, fortæller hun.

Fra opstart i 2016 til 2019 lå Næstehjælperne i Hullet i Åbybro. Men siden maj 2019 har Jammerbugt Næstehjælperne haft til huse i en gammel børnehave, som var blevet stillet til rådighed af kommunen. Og som julegave i 2020, kompenserer kommunen nu også vand, varme og el.

- Vi er lykkelige over, hvor meget støtte vi har fået af såvel private som af kommunen, fortæller Ruth Kronholm Andersen.

De har i særdeleshed haft gode oplevelser med Frivillighuset Jammerbugt, der servicerer, kordinerer og udvikler det frivillige sociale arbejde i kommunen. Næstehjælperne er en af 113 medlemsgrupper, som Frivillighuset hjælper.

- Vi startede med en god idé, som havde til formål at hjælpe reformramte i kommunen. Men at drive en forening har krævet en viden inden for feltet, vi ikke selv besidder. Her er Frivillighuset kommet os til undsætning, og de hjælper os stadig, fortæller hun.

Med corona har de været udfordret på ressourcer, og flere af de frivillige har være i risikogruppe for corona, og derfor har staben været på halv styrke. Forsamlingsforbuddet har desuden gjort, at de kun må være 10 samlet sammen. Derfor kan brugerne ikke gøre, som de plejer, når de besøger den gamle børnehave. Man må ikke selv gå ind og tage mad efter behov. I stedet holder en frivillig madvarer op ud ad vinduet, og så kan brugerne takke ja eller nej.

- Det har faktisk vist sig at fungere rigtig godt. Derfor har vi besluttet at fortsætte med denne metode, fortæller Tom Hellesøe, der er en af næstehjælperne.

Brugerne skal bestille tid til deres besøg og bruge mundbind under besøget. Næstehjælperne er meget opmærksomme på, at alle skal føle sig trygge, især fordi det kan være sårbare grupper, som kommer hos dem.

- Vi tror, der findes flere i kommunen, som har brug for vores hjælp, men ikke kender til os. Vi har altid plads til at hjælpe flere, hvis liv pludselig er blevet vendt på hovedet.

De er klar over, at det at bede om hjælp kan føles som et nederlag for mange. Men her kan brugere få hjælp til at komme ud af den situation, de befinder sig i.

- Vi mærker en tydelig respekt mellem brugerne, når de kommer her. De forstår, hvad de andre går igennem. Det kan også være en meget følsom oplevelse at komme her. Det kan lette en tung byrde fra ens skuldre pludselig at være sikret tøj til sine børn eller mad til resten af måneden.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu