Carlo får særlig hæder
BIERSTED: Hvert år til Mosefesten i Biersted bliver der valgt en ildsjæl til titlen Årets Bjessing. I år tilfaldt titlen Carlo Nyvang Jensen, som gennem årene har brugt utallige timer i byens tjeneste.
Det fortæller arrangørerne i en omtale.
Det er Biersted/Nørhalne Lokalhistoriske Forening, der har indstillet Carlo til prisen, og det var et enigt udvalg af byens foreninger, der støttede op om den indstilling.
Prisen som Årets Bjessing blev overrakt af Finn Bo Hansen fra Spar Nord, som står bag prisen. En pris, der er blevet uddelt hvert år side 1984.
Modtageren af titlen som Årets Bjessing får en bjesk og et diplom af Spar Nord samt en buket blomster af Biersted Borgerforening.
- Carlo Nyvang Jensen har siden 1978 været aktiv og engageret i foreningslivet i Biersted som formand, næstformand, bestyrelsesmedlem og frivillig hjælper og er således et kendt ansigt i byen. Hans engagement spænder over omtrent 46 år som frivillig, og han må derfor betegnes som en af byens ihærdige ildsjæle, lød det bl.a. i begrundelsen.
Han var i bestyrelsen for badmintonafdelingen i Biersted Idrætsforening fra år 1978 til 2000, heraf nogle perioder på formandsposten. Siden år 2000 har han været i bestyrelsen for Biersted Antenneforening og formand siden 2016. Her arbejder han ihærdigt for modernisering og opgradering i takt med udviklingen.
I 2018 indgik han i bestyrelsen for Lokalhistorisk Forening, hvor hans flair for nye tanker og visioner er kommet foreningen til gavn.
Carlo er også involveret i Centerrådet med arbejdet for bevarelse af både stedet og centrets mange tilbud til byens borgere. Det er også på aktivitetscentret, man kan møde ham ved den ugentlige aktivitet Slægtsforskning, hvor mange nyder godt af hans hjælpsomhed og støtte til opslag i de gamle arkivalier.
- I alle bestyrelser har han ydet og yder stadig en meget stor indsats. Ved sine utallige gøremål, som således strækker sig over en mangeårig periode, har han gjort en særlig frivillig indsats til glæde for Biersted by og dens beboere, og han opfylder alle kriterier for at blive valgt til Årets Bjessing.