Billede beskrivelse

Bøje stopper som formand for JIF

15. februar 2025 kl. 19.46

PANDRUP: Jetsmark Idrætsforening skal have ny formand. På årets generalforsamling meddelte Bøje Lundtoft, at han stopper, når den ny bestyrelse mødes til konstituerende møde om kort tid.

Bøje Lundtoft er også økonomisk ansvarlig- en moderne betegnelse for kasserer - i JIF. Det fortsætter han med at være.

- Jeg har været formand i otte år. Det har været en turbulent periode med mange rutsjeture. Jeg har før truet med at stoppe, men nu er det alvor, siger Bøje Lundtoft og tilføjer, at det heller ikke er optimalt, at han både er formand og økonomisk ansvarlig.

- Fremover skal vi i JIF satse meget på børnefodbold. Jeg har ikke små børn længere, så det må være naturligt, at andre nu tager over, siger Bøje Lundtoft. og tilføjer, at JIF nu også skal have mere fokus på bredden end på førsteholdet.

I den ny sæson får JIF seniorhold med i jyllandsserien 2 samt serie 3 og 5.

Simon Jensen og Andreas Bøknæs blev valgt som nye bestyrelsesmedlemmer. Og så blev Marian Knudsen fuldgyldigt medlem af bestyrelsen efter et års prøvetid, som Bøje Lundtoft udtrykker det.

Ud trådte Anders Esholm Jensen og Michael Mikkelsen.

Der blev udnævnt tre æresmedlemmer: Rita Nielsen, som også har fået JBUs sølvnål, samt Pia Bjerring og Henrik Steffensen, som begge har fået Dansk Idrætsforbunds frivillighedsdiplom og JBUs sølvemblem.

Årets generalforsamling var usædvanligt godt besøgt. Mellem 50 og 60 deltog.

- Det var en meget stille generalforsamling uden ret mange bemærkninger fra de fremmødte. Måske skyldtes det store fremmøde, at der blev serveret stegt flæsk, lyder det fra Bøje Lundtoift.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste