Arvid har et helt særligt forhold til vintergækker
KLIM: Selv om den kolde østenvind fortsat blæser hen over Han Herred, er de første forårsbebudere på vej op af jorden i haverne.
Blandt andet vintergækkerne, som Arvid Bruun i Klim har et helt særligt forhold til. Han samler nemlig på vintergækker. Foreløbig er det blevet til 60 forskellige arter.
Overalt i den to hektar store have på Klim Markvej vælter vintergækkerne op af jorden. Flest af de helt almindelige vintergækker, men rundt i haven i potter står så også de mere specielle arter.
Ny i samlingen
Nyeste vintergæk i Arvid Bruuns samling er en galanthus hørup, som kendes på sine særligt store og brede blade.
- Den er interessant, fordi det er en dansk art. De fleste vintergæk-varianter kommer ellers fra England, fortæller Arvid Bruun.
- Vintergækker formerer sig nemt – og krydser også gerne. Derved opstår mange forskellige former, der varier med farven på frøstandene, plantens størrelse eller særlige farvede pletter på den hvide blomst. De største vintergækker kan blive næsten lige så store som påskeliljer.
- Min interesse for vintergækkerne er ret ny. Det er ikke mere end syv år siden, at jeg begyndte at samle på dem. De fleste af mine vintergækker har jeg byttet mig til – og hvis der er nogle af læserne, der har nogle særlige vintergækker, er jeg frisk på at lave en byttehandel.
- Man kan også købe sig til en samling af vintergækker, men det er en dyr fornøjelse, afslører Arvid Bruun.
Vintergækker i millionklassen
- Jeg har en gang besøgt en sjællandsk samler, der har 400 forskellige vintergækker. Jeg vil gætte på, at den samling står ham i omegnen af en million kroner. De dyreste varianter kommer især fra England, men efter at landet har meldt sig ud af EU, skal de forbi mellemhandlere i blandt andet Belgien og Holland, inden de kommer til Danmark.
Hvis man selv ønsker et tæppe af vintergækker i haven, er det nu, man skal gå i gang, lyder rådet fra Arvid Bruun.
- Vintergækker er kort fornøjelse. De blomstrer i januar til marts – og resten af året putter de sig under jorden, hvor de samler kræfter til næste vinter. De formerer sig villigt, så med lidt tålmodighed på et par år skal der ikke så mange planter til, før man har et helt tæppe af vintergækker.
- Hvis man vil flytte vintergækker til et nyt sted, er det smart at gøre det nu, hvor de blomstrer. For de smider en masse frø – og så går det stærkt, hvis det er et sted, hvor de har fred.
Arvid Bruun er en udpræget samlernatur. Han er i havekredse mest kendt for sin enestående træsamling, hvor han blandt andet har 140 forskellige egearter, 70 varianter af bøg og 45 forskellige arter af tempeltræet ginkgo.
- Jeg ved faktisk ikke, hvor mange forskellige træer jeg har, erkender Arvid Bruun.