Arvid Bruun samler på træer – blandt andet den sjældne japanske egeart Ishii, som han her står ved siden af.
Mennesker

Arvid har en helt særlig hobby: - Jeg ved ikke, hvor mange arter jeg har

04. oktober 2022 kl. 16:06

- Helt ærligt – jeg ved ikke, hvor mange træarter, jeg har. Men det er efterhånden blevet til mange. Blandt andet 140 forskellige egearter, 70 varianter af bøg, 45 forskellige arter af tempeltræet ginkgo og en masse kastanjer og valnød, siger Arvid Bruun fra Klim, der har en helt speciel hobby. 

Han samler på træer i sin have, der strækker sig over 1,8 hektar. Indhegnet selvfølgelig, så rådyrene og dådyrene i området ikke ødelægger de mange sjældne træer. Mange af træerne er kæmpestore, andre nærmest små buske. Men de er overalt i haven, hvor græsplænen indskrænker til de stier, man går ad.

- Det hele begyndte for 16 år siden, da vi var på tur med haveselskabet, og jeg fik en stikling af et meget specielt egetræ. Siden er det jo vokset. Jeg er dybt fascineret af træerne og deres mange ukendte varianter. Mange af de mest specielle arter stammer fra Asien, hvor de gror i bjergene og derfor også trives i det sommetider noget barske kystklima her ved Jammerbugten, fortæller Arvid Bruun.

Arvids træer kan meget andet end bare bære blade. De har også blomster som denne chipalpa, som sommerfuglene elsker her i sensommeren.

Træerne bidrager til husholdningen

Mange af træerne bærer frugter og bidrager til husholdningen. I øjeblikket er det især figentræerne, der leverer et fint vitamintilskud til både salat og desserter.

- Hovedparten af mine figentræer er bornholmsk figen, der trives fint i Danmark – også i skygge og ved nordvendte mure.

Tidligere på året var det et ferskentræ, der bød på en rekordhøst:

- Træets grene knækkede, så mange var der. Det blev til over 400 ferskner på fjorten dage, så vi syltede på livet løs, fortæller Kirsten Bruun, der deler ægtefællens dybtfølte interesse for havearbejde – også selvom hun foretrækker blomster fremfor træer.

- Ferskentræet stammer fra en nektarin-sten, som jeg plantede i drivhuset. Og det voksede hurtigt, fortæller Arvid Bruun, der er meget interesseret i at formere de sjældne træer.

Arvid og Kirsten Bruun foran hønsegården – og en sjælden aruba-busk fra Caribien.

Podning er den helt store interesse

- Det sker på mange måder. For eksempel bare ved at plante en sten eller ved at tage stiklinger. Men min helt store interesse er podning, hvor man planter en spire på et andet træ. På den måde kan man for eksempel lave æbletræer, der bærer fem forskellige slags æbler, der modnes på forskellige tidspunkter, så der er friske æbler hele efteråret.

Arvid Bruuns interesse for podning har ført til, at han hvert forår holder podekurser for blandt andet Haveselskabet.

Mens træerne er små, dyrker Arvid Bruun mange af dem i et beskyttet miljø i drivhus. Foreløbig har han 12 drivhuse, der står på rad og række bagerst i haven.

Træerne er Arvid Bruuns helt store interesse, og han viser gerne den smukke og hyggelige have frem. Men man skal give sig god tid, for han kender alle træerne, deres navne og deres historie, så det kan nemt blive en lang dag.

Annonceret indhold

Nyeste