Billede beskrivelse

Anna fylder 100 år

06. marts 2025 kl. 06.03

SALTUM: Anna Gjerrild, der bor i Saltum, fylder 100 år.

Det sker 15. Marts, og hun fejrer fødselsdagen med åbent hus i den lokale baptistkirke. 

Hun blev født d.15. marts 1925 på Moukær ved Brovst som nummer tre ud af en søskendeflok på fire. Hendes forældre Inger og Peter Madsen havde en lille gård hvor Anna hurtigt lærte at hjælpe til både inde i huset, men også ude i landbruget. Efter endt skolegang blev hun hjemme for at hjælpe sin far på gården, skriver familien i en fødselsdagsomtale. 

Familien havde deres gang i Baptistkirken i Brovst. Som 18 årig kom hun ud og tjene forskellige steder i huset, inden hun i 1946 kom på Højskole i Tølløse. Tiden der kom til at betyde meget for Anna.

Efter det havde hun forskellige arbejdspladser på Sjælland og på Bornholm, hvor hun lavede forskelligt fra at pode blomster, binde kranse, til at lede et køkken og stå for madlavning og husholdning.

I maj 1954 blev hun husbestyrerinde hos Peter Gjerrild på Damsiggård i Vester Hjermitslev. Det, der var tænkt som en midlertidig plads, inden hun ville på husholdningsskole, blev til hendes livs kærlighed. Hun blev i september samme år gift med sin Peter.

Få år senere kom først en søn og senere en datter til i familien. Børnene var og er stadig omsluttet af Annas store kærlighed, omsorg og interesse, det samme gælder svigerbørn, børnebørn og oldebørn.

Anna var medhjælpende hustru på gården og en stor støtte for Peter i dette arbejde. Anna har aldrig været bange for at tage fat, og hun hjalp til alle steder, hvor der var behov. Hun har altid været meget glad for dyrene på gården, og derudover passede hun hus, høns, have og en stor køkkenhave.

Blomster, madlavning og håndarbejde har været hendes passion gennem livet, hvilket mange har nydt godt af.

Baptistkirken i Saltum har også nydt godt af Annas store engagement. Kirken i Saltum er gennem mange år blevet passet med omhu og der er blevet bagt mange kager til forskellige anledninger der. Anna deltager stadig trofast til træf i kirken hver onsdag eftermiddag.

Anna møder andre mennesker med et positivt og åbent sind. Hun udviser til stadighed stor interesse for andre mennesker rundt omkring hende, hun følger aktivt med i hvad der sker omkring hende lokalt, i Danmark og ude i verden gennem tv og daglig avis læsning.

Mange vil møde Anna på sin scooter, når hun handler ved købmanden eller på hovedgaden i Saltum, hvor hun når vejret tillader det, går sin tur for at følge lidt med i livet i byen.

Anna bliver fejret på dagen sammen med sine nærmeste.

Der er åbent hus i kælderen i Baptistkirken i Saltum onsdag d. 19.3.25 mellem klokken 14 -17, hvor det er muligt at hilse på fødselaren.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste