20-årige Maria kalder sig Skrot Ladyen
Den 20-årige iværksætter og nystartede produkthandler i Brovst, Maria Rendbæk Gregersen, er noget helt særligt i en branche, der er domineret af mænd – ofte med en betydelig alder på kilometertælleren.
- Jeg er sandsynligvis Jyllands yngste og Danmarks eneste kvindelige produkthandler. Det kan godt overraske kunderne lidt, men det rører mig ikke. Det er bare god reklame, fortæller Maria Rendbæk Gregersen med et grin.
- Det er simpelthen min passion. Jeg elsker at handle med jern og skrot og gøre en god handel, hvor både kunderne og jeg får noget ud af. Jeg har det heller ikke fra fremmede. Min far har også arbejdet i branchen – og allerede som 15-årig var jeg med ham ude ved kunderne, så da det store kørekort var i hus for et par år siden, begyndte jeg at pusle med planerne om at starte for mig selv, siger hun.
Maria Rendbæk Gregersens virksomhed, MR Produkthandel, holder til på Industrivej 6 i Brovst i en bygning, som hendes far, Thomas Rendbæk Andersen, tidligere brugte som undervognscenter.
Opbakning hjemmefra
- Det har egentlig ikke været så svært at begynde for mig selv. Jeg har fået moralsk støtte hjemmefra – og banken var også med på den, da jeg fortalte, at jeg ville købe en lastbil til firmaet, siger hun.
Hun fortæller, at den største udfordring er papirarbejdet. hun har fået tilladelse fra Miljøstyrelsen til at drive produkthandel, og så skal der også laves fakturaer og regnskaber. Hun havde det lidt svært med matematik og regning i skolen, men nu er hun nødt til at kunne regne den ud.
- Produkthandel er en lidt speciel branche. Ofte er der kontant afregning – og så skal man jo have styr på det, så regnskaberne passer. Det er en meget kontant branche – sådan helt bogstaveligt. Når jeg kommer ud til kunden, skal jeg give et bud. Det skal være et godt bud, så kunden bliver tilfreds, men det skal selvfølgelig ikke være dyrere, end at der også er noget i det for mig. Min egen tommelfingerregel er, at jo tungere skrottet er, jo bedre. For så er der en god forretning for begge parter, siger Maria Rendbæk Gregersen.
Røde negle
Mange af Maria Rendbæk Gregersens kunder er landmænd – og nogle af dem bliver lidt overrasket, når de møder den unge kvinde med lange røde negle.
- Indrømmet. Det er bestemt ikke normalt i branchen at have lange røde negle, men det kan jeg godt lide. Og det er jo ikke sådan, at jeg står og roder i jernskrottet med de bare næver. Jeg bruger kranen på lastbilen, som jeg betjener fra en lille platform bag ved førerhuset, siger hun.
Mange bruger en kranboks fra jorden til at styre kranen, men den unge produkthandler fandt ret hurtigt ud af, at det fungerer bedst, når hun kan se ned i containeren. Det er hydraulik det hele, så det kan betjenes med en lillefinger.
Fuldtidsjob – og lidt til
På privatfronten bor Maria Rendbæk Gregersen i Vadum sammen med kæresten.
- Jeg har ikke de store fritidsinteresser. Som selvstændig er man nemt på hele tiden, men jeg tager som regel med som supporter, når min kæreste kører Moto Cross i Han Herred Motorklub i Fjerritslev.
Så er der lige det med Skrot Ladyen.
- Det var noget, jeg fandt på lidt for sjov, da jeg købte lastbilen. Det står foran på bilen – og selv om skriften ikke er så stor, er det noget, kunderne lægger mærke til. Så det bliver nok mit varemærke i fremtiden, siger Maria Rendbæk Gregersen.