Maria spørger kunderne til råds
BIRKELSE: - Det går godt, men det kan blive endnu bedre.
Det mener Birkelse-købmanden Maria Kristiansen. På Facebook gør hun status over tiden, siden hun åbnede Min Købmand i Birkelse på sin 38-års fødselsdag 30. januar i år.
Købmanden erkender, at den lille købmandsbutik ikke kan alt.
- Nogle lægger stort set hele deres dagligvarehandel hos os, mens andre handler en del af deres varer her og supplerer andre steder, skriver Maria Kristiansen.
- Begge dele er helt naturligt. Vi ved godt, at en mindre lokal dagligvarebutik ikke kan have alt på hylderne, og at man kan have ønsker til specialvarer, fersk kød eller fisk, som betyder, at en del af indkøbene foretages andre steder.
- Vi synes til gengæld, at vi med butikkens størrelse har fået skabt et godt og varieret sortiment med gode varer og et prisniveau, der kan matche de fleste andre dagligvarebutikker i området.
En snak om mulighederne
Økonomien i butikken kan blive bedre, mener Maria Kristiansen, så nu inviterer hun kunderne til en snak om mulighederne.
- For at en butik af vores størrelse kan have en sund og bæredygtig drift, skal vi gerne have en daglig omsætning på omkring 35.000 kroner. Vi er godt på vej, men mangler fortsat cirka ti procent for at nå det niveau, der giver os en bedre økonomisk robusthed over for uforudsete udgifter og samtidig mulighed for at investere i nye tiltag og ideer, som kan gøre butikken endnu bedre, siger Maria Kristiansen.
- Derfor handler det ikke om, at alle nødvendigvis skal købe alt hos os. Det handler om, at vi sammen finder ud af, hvordan Min Købmand kan være en butik, som flest muligt har lyst til og mulighed for at bruge.
- Derfor sætter vi torsdag 24. september fra kl. 13.00 til 19.00 kaffe på kanden og inviterer til en helt uformel snak om butikken og dens fremtid.
- Hvad kan få dig til at bruge butikken lidt mere? Mangler du bestemte varer? Har du en god ide? Er der noget, vi kan gøre anderledes eller bedre? Vi vil gerne høre både ris, ros og forslag, også fra dig, der kun sjældent eller måske slet ikke handler hos os i dag, lyder opfordringen fra Maria Kristensen.
Meget mere end omsætning
Men det handler ikke bare om omsætning for købmanden.
- En lokal købmand er imidlertid mere end omsætning og indkøb, understreger Maria Kristiansen.
- En butik i nærområdet er også et lille samlingspunkt. Her kan man hurtigt hente det, man mangler til aftensmaden, møde naboen over køledisken eller få en lille snak på en helt almindelig hverdag. For nogle, og ikke mindst dem, der ikke uden videre kan transportere sig til andre byer, har det også stor betydning, at dagligvarerne findes tæt på.
- Samtidig er lokale indkøbsmuligheder en del af det, der gør Birkelse til et attraktivt sted at bo og bosætte sig i. Butik, foreningsliv, fællesskab og andre lokale tilbud er hver især små brikker, som tilsammen er med til at skabe et levende lokalsamfund, siger Maria Kristiansen.