Billede beskrivelse

Løsladt efter afhøring: 56-årig fortsat sigtet for brandstiftelse

Politi opgiver at holde på mand, der blev anholdt efter villabrand i Hjørring

21. februar 2023 kl. 13.24
Opdateret kl. 17.30

HJØRRING: Den 56-årige mand fra Hjørring, som siden mandag ved midnatstid har været anholdt og sigtet for at sætte ild til en villa på Hans Chr. Høyrups Vej, er sent tirsdag eftermiddag blevet løsladt.

Det oplyser vagtchef Ole Buus fra Nordjyllands Politi.

- Men vi opretholder sigtelsen imod ham, siger vagtchefen.

Det er nu op til politiets fortsatte efterforskning og derefter politiets jurister at vurdere, om beviserne mod manden også rækker til at rejse en tiltale.

Manden blev anholdt et par timer efter, Nordjyllands Beredskab blev færdige med slukningsarbejdet på Hans Chr. Høyrups Vej og har siden været i politiets varetægt, mens juristerne vurderede, om der var basis for at fremstille ham i grundlovsforhør.

Det skete altså ikke.

Frygtede "flyvende ild"

Nordjyllands Beredskab fik mandag aften klokken 19.22 melding om branden, hvor flammer stod op gennem taget på villaen. Ifølge indsatsleder Thomas Dybro fra Nordjyllands Beredskab tydede det på, at ilden var opstået på husets 1. sal.

Hurtigt blev der tilkaldt ekstra assistance, og klokken 20.15 kunne Nordjyskes udsendte på stedet fortælle, at der var seks-syv udrykningskøretøjer til stede, som kæmpede for at undgå branden i at sprede sig i den kraftige blæst.

Trods den hurtige indsats lykkedes det ikke at redde huset, der blev så skadet, at det må betragtes som udbrændt.

Beboere i området har over for Nordjyske oplyst, at huset har stået ubeboet i et stykke tid.

Se også
Voldsom brand i Hjørring: Flammerne stod op gennem taget
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste