Seneste nyt
Billede beskrivelse

Thomas havde en særlig gave til Ronkedorerne

02. juni 2026 kl. 06.02

FJERRITSLEV: Tidligere skiltemaler på Thy Bryghus i Thisted, Thomas Munk, havde en helt særlig gave med, da han lørdag eftermiddag besøgte Limfjordsporterfestivalen i Fjerritslev og Limjordsporter Ronkedorerne.

Thomas Munk ejer to af de første Limfjordsportere, der blev brygget i Thisted i 1988 og tappet på flaske i 1989.

Ovenikøbet med nu afdøde brygmester Peter Klemensens signatur på bagsiden af flasken.

Billede beskrivelse

Den sjældne og helt unikke Limfjordsporter blev overrakt Ronkedorernes oldermand René Hjørnet Jensen ved en lille ceremoni i tinghusets kælder, hvor Ronkedorerne opbevarer laugets store samling af Limfjordsporter.

Øllets gentleman

- Jeg har fået min gode ven, snedkeren Kurt Førby Jensen, til at lave en lille montre af palisandertræ til den gamle øl. Palisander er sjældent og svært at skaffe i vore dage, men træsorten har samme farve som en Limfjordsporter, så det er det helt rigtige valg til øllets gentleman, som vi kalder Limfjordsporteren, fortalte Thomas Munk.

René Hjørnet Jensen er glad for den fine gave, der nu har fået ærespladsen på øverste hylde mellem årgangsporterne i arrestforvarerens gamle viktualiekælder under Tinghuset.

- Det er simpelthen en fantastisk gave, som vi aldrig havde drømt om at få. Vi er dybt taknemmelige, lød det fra René Hjørnet Jensen.

Succesfestival

Årets Limfjordsporterfestival i Fjerritslev, der er den fjerde i rækken, var også en succes.

- Der var hurtigt udsolgt. Alle 185 billetter blev revet væk, siger René Hjørnet Jensen.

Billede beskrivelse

Festivalen gik helt planmæssigt efter den sædvanlige skabelon. Først masser af den nye årgang af Limfjordsporter fra dadølsanlægget, så god mad fra grillen – og herefter almindelig løssluppen feststemning med musik fra to orkestre.

Der var kun et problem.

- Limfjordsporter er verdens bedste øl. Men den er tung og stærk, så der er grænser for, hvor meget man kan drikke. Heldigvis har Ronkedorerne også Porse Guld i fadølshanerne, så det nøjes vi sikkert med efter maden, lød det fra Mette Mørch.

- Bare rolig. Vi er heldigvis her fra byen, så vi skal ikke køre hjem, føjede hun til, mens hun tog en forsvarlig slurk af den gode palisanderbrune Limfjordsporter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste