En pølse skal serveres med lidt hverdags-filosofi, mener den filosofi-uddannede pølsemand Søren Aaen fra Biersted Mejeriby.
Mad & Drikke

Søren gik fra Platon til pølser

16. maj 2023 kl. 17:01

De fleste danskere holder af snakken ved pølsevognen, hvor livets små og store spørgsmål bliver klaret over en hotdog med det hele – og ofte garneret med filosofiske hverdagsbetragtninger fra pølsemanden.

Når det kommer til filosofien, er pølsemand Søren Aaen fra Biersted i særklasse. Han har en kandidatgrad fra universitetet i anvendt filosofi.

Det er for resten også filosofiens skyld, at den 44-årige Søren Aaen blev iværksætter med grillpølser som sit speciale i virksomheden Festeksperten.dk, som holder til på en lille landejendom i Biersted Mejeriby.

Arbejdsgiveren krakkede

Søren Aaen er oprindeligt uddannet speditør og arbejdede med fragtbreve og skibsforsendelser i 16 år. Men da arbejdsgiveren krakkede under finanskrisen, fik han nyt arbejde som pædagogmedhjælper. Det interesserede ham at arbejde med børn, så det endte med, at han tog en læreruddannelse.

Her fik han smag for studielivet, så efter lærereksamen fortsatte han på universitet på kandidatstudiet i anvendt filosofi. Studierne skulle finansieres, så det endte med, at han fik en gammel, godt brugt pølsevogn af en god ven – og så var han pludselig i gang i pølsebranchen.

- Jeg har altid været god til at se muligheder i stedet for trusler, så jeg tog ud til fester med pølsevognen – og så var jeg i gang, fortæller Søren Aaen.

- Det er sjovt og hyggeligt arbejde, hvor jeg holder meget af at snakke med kunderne. Det gik godt, så det endte med, at jeg anskaffede endnu en pølsevogn i 2021 under coronaen. Fidusen dengang var, at pølsevogne er udendørs servering, så der var ikke så mange restriktioner som i resten af serveringsbranchen.

Med to pølsevogne og en forpagtningsaftale om grillbaren på Aalborg Travbane har iværksætteren Søren Aaen med firmaet Festeksperten.dk rasende travlt med at servere pølser til feststemte nordjyder.

Familien hjælper til

Senere fulgte så en forpagtningsaftale om grillbaren på Aalborg Travbane, så i dag er Søren Aaen pølsemand på fuld tid. Der er endnu ingen ansatte i Festeksperten.dk, men han får hjælp af sin mor og sin søster, når der er travlt.

Og travlt er der. For en pølsevogn er meget efterspurgt til rejsegilder, hvor der traditionelt altid er røde pølser på menuen. Mange af Sørens Aaens kunder er virksomheder, der bruger en pølsevogn til receptioner, kurser og teambuildings-arrangementer. Så skal medarbejderne forkæles – og så er pølsevognen både et festligt og populært indslag.

Søren Aaen havde forrygende travlt i store bededags-ferien med de mange konfirmationer. For ofte kan konfirmanden selv bestemme menuen til konfirmationsfesten – og så falder valget nemt på en hotdog med rå og ristede løg, sennep, ketchup, remoulade og på toppen af det hele lidt agurkesalat.

- Ordrebogen er også godt fuld de kommende par måneder, for nu står den på studentergilder og svendegilder – og også her er der bud efter mig, fortæller Søren Aaen.

- Karrieren fik et knæk – og det endte med knækpølser, griner Søren Aaen.

Den filosofiske pølsemand fra Biersted er i øvrigt aldrig bange for at prøve noget nyt. Så forpagtningen på travbanen i Aalborg har også kastet et lille bijob som travkommentator af sig.

- Tjaah, jeg er god til at snakke, så hvorfor ikke?

Annonceret indhold

Nyeste