Så er der serveret: Topvin i Brovst til 10.995 kroner
Der venter deltagerne en helt ekstraordinær smagsoplevelse, når Hr. Nielsens Specialiteter i Brovst inviterer til årets første vinsmagning den 22. marts.
Topvinen bliver Pingus 2020 med en vejledende udsalgspris på 10.995 kroner flasken.
Aftenens tema er den verdensberømte danske vinmager Peter Sisseck, der på få år er blevet en levende legende i vinverdenen – og manden, som alle vinnørder taler om.
En levende legende
Peter Sissecks karriere i vinbranchen er bemærkelsesværdig – ikke mindst for en dansker. Allerede i 1995 væltede han anmelderne med sin første Pingus fra Sissecks spanske vingård Dominio de Pingus i Ribera del Duero-distriktet. Siden har han også indtaget det franske St. Emillon med vine fra gården Château Rocheyron.
- Jeg har fulgt Peter Sisseck i mange år, så jeg glæder mig til at præsentere hans vine i Brovst, siger Jens Chr. Nielsen, der nu i seks år har drevet forretningen Hr. Nielsens Specialiteter på Jernbanegade.
Topvine på programmet
Til den eksklusive vinsmagning i Brovst vil Jens Chr. Nielsen byde på smagsprøver fra alle sider af Peter Sisseck produktion. Lige fra den prismæssigt overskuelige PSI over de ligeledes overkommelige Flor de Pingus, de franske vine fra Château Rocheyron og så naturligvis topvinen Pingus 2020.
- Jeg indrømmer blankt, at de bedste af Peter Sissecks vine er i en prisklasse, hvor de færreste kan følge med. Så meget desto vigtigere er det at give kunderne muligheden for i det mindste at smage et glas af de ædle dråber. Jeg brænder for god vin – og den glæde vil jeg gerne dele med mine kunder, siger Jens Chr. Nielsen.
Der er kun 20 billetter til denne helt særlige oplevelse, som foregår i smagerummet bag butikken den 22. marts klokken 18.30. Prisen er 1375 kroner – og der bydes på i alt syv eksklusive vine inklusive mad.
Billetter købes via Hr. Nielsens Facebook-side, i forretningen eller på hjemmesiden.