Mad og drikke

Rene bød på jenne gu’e sager

02. juli 2022 kl. 13:30

Det var Fjerritslev, men det kunne lige så godt have været Italien.

Temperaturen i aftensolen var langt over 20, vinene var italienske og maden ligeså, da Renes Vin og Grønt torsdag aften inviterede hanboerne til gourmetaften på Tinghuset.

Til gourmetmad hører også gode vine. Den del af traktementet havde Rene Hjørnet Jensen lagt i hænderne og ikke mindst munden på eksportchef Gabriel Pexxuto fra den italienske vinproducent Beni di Batasiolo. Han berettede levende og engageret om de lækre vine fra Piemonte på et nogenlunde forståeligt engelsk.

Undervejs fik deltagerne smagt på varerne – lige fra lyserød boblende muscato til to ganske solide barolo-vine – for det var selvfølgelig vinen, der var hovedsagen. Så der blev snuset, smagt og givet karakterer, mens deltagerne livligt diskuterede, om det nu var den ene eller den anden vin, der var den bedste.

Maden var selvfølgelig også italiensk, skønt den var tilberedt af himmerlandskokken Peter Bertelsen fra Løgstør, der havde en travl aften i Tinghuset lille køkken.

Menuen var:

Antipasti:

Fennikelpølse, trøffelpølse, bresaola, lufttørret skinke, grillet crostini med tomat, burrata og basilikum, grillede grøntsager, cremer, brød og olivenolie.

Hovedretter:

Sødmælkskalv med ramsløgscreme og skorzonerrødder.

Grillet oksemørbrad med morkelcreme i vol-au-vent, sauce barolo og nye danske kartofler med rosmarin.

Desserttallerken:

Tiramisu-citrontærte med brændt marengs, mini-cannelloni med limocello-creme, limesorbet.

Nyeste