Nyt pizzeria: Noor har Danmarksrekorden i at folde pizzaæsker
HALVRIMMEN: Nu er der igen kommet lys i vinduerne på pizzeriaet på hjørnet af Aalborgvej og Søndre Øksevej i Halvrimmen.
- Det er en knaldgod beliggenhed. Her er masser af trafik – og så ligger Halvrimmen centralt i forhold til både Brovst, Birkelse og Aabybro, siger 23-årige Noor Jaff, der står bag Pizzaró Pizza, som er forretningens nye navn.
Pizzaró Pizza åbnede den 5. december og er blevet godt modtaget i den lille by på hovedvejen mellem Aalborg og Thisted.
- Da vi åbnede, var flere forbi med en lille gave – og vi føler, at vi er blevet rigtig godt modtaget i Halvrimmen. Der har kun været ros til os – og vi har da allerede flere stamkunder. Vi kan også se, at nogle af de mange lastbiler på hovedvejen holder ind hos os, så vi er fulde af forventninger til forretningen, siger Noor Jaff.
Erfaren pizzabager
Sine 23 år til trods er han en erfaren pizzamand – og så har han familien til hjælp i forretningen. Far, mor og søster.
- Min far har drevet pizzerier i Aalborg, Nørresundby og Brønderslev, siden han kom til Nordjylland fra den irakiske del af Kurdistan for 30 år siden, fortæller Noor Jaff, der allerede som lille dreng gik med far på arbejde.
- Han mener, at vi skal klare os selv og selv tjene pengene, så hvis der var noget, vi ønskede os, måtte vi arbejde for det.
- Jeg gætter på, at jeg er tæt på at have Danmarksrekorden i at folde pizza-æsker. Det begyndte jeg på allerede i seksårs-alderen – og det er blevet til mange tusinde sidenhen.
- Efterhånden fik jeg lov til at prøve flere og flere ting. Lave dej, ælte det, komme fyld og sovs på -og til sidst også at passe ovnen. Så jeg har prøvet det hele og lært det fra bunden. Nu er det så min tur til at stå i spidsen for forretningen, fortæller Noor Jaff, der ligesom resten af familien bor i Aalborg.
Kvalitet og friske råvarer
- Vi markerer åbningen med 20 procents rabat på alt resten af året, men det er min overbevisning, at vi først og fremmest skal satse på kvalitet og friske råvarer. Gæsterne skal stole på, at varen er i orden – og så betyder ti kroner mere eller mindre ikke det store.
- Pizza skal være nemt og veltillavet. Derfor har vi også en hjemmeside, hvor kunderne nemt kan bestille med 10 procents rabat – Pizzaropizza.dk - og vi bringer også pizzaerne ud, hvis man ønsker det.
Pizzaró Pizza har åbent alle ugens dage bortset fra tirsdag i tidsrummet 16 til 20.30 – med en enkelt undtagelse.
- Nytårsdag åbner vi allerede kl. 12, for netop den dag er hele Danmarks helt store pizzadag. Oven på nytårsaftens strabadser er der tradition for, at alle vil have pizza – og her står vi selvfølgelig klar allerede fra frokosttid, forklarer Noor Jaff.