Nyt navn: Fra Æ Haw’kiosk til Haw’Caféen
THORUPSTRAND: - Navnet er nyt, men ellers er alt, som det plejer at være.
Det fortæller Julie Olsen, der lørdag slog dørene op for Haw’caféen i Thorupstrand, der tidligere hed Æ Haw'kiosk.
- Thorupstrand er jo et rigtigt turiststed, så der var mange kunder, der misforstod navnet og troede, at vi var en kiosk med lotto og ugeblade, så vi har justeret navnet, så gæsterne præcist ved, hvad de kan få hos os, forklarer Julie Olsen.
- Det er først og fremmest is og lækker grillmad, hvor vi laver det selv med vægt på gode råvarer og håndværk.
- Jeg har nu drevet caféen i nogle år – og vi har en ret præcis fornemmelse af, hvad det er, folk vil have, når de er ved Thorupstrand.
Nyheder på menuen
- Udover pandekager, hotdogs, pommes frites og burgere er vores stjerneskud og hjemmelavede sandwich populære. Vi har i år en nyskabelse – rejesandwich og også en ny burger, som vi kalder Haw Spicy Cheese med et pift af chili.
- Ellers er det is, der er den helt store sællert. Gammeldags kugleis med hjemmelavet guf, fortæller Julie Olsen.
Farmors opskrift
Og netop Julies guf med jordbær har sin helt særlige historie.
- Det er en opskrift, jeg har arvet fra min farmor, der i mange år havde ishus her i Thorupstrand. Den er et virkelig hit, som der er mange, der kører langvejs for at smage og måske mindes deres barndom.
Haw’Caféen er en stor lokal arbejdsplads.
- Vi er 15 medarbejdere, når det går vildest til i sommerferien. Medarbejderne er lokale – både under og over 15 år. Det er ikke svært at finde medarbejdere. Når man er opvokset i Thorupstrand, er man vant til, at der skal arbejdes for føden, lyder det fra Julie Olsen, der selv er født og opvokset i det lille fiskerleje.
Haw’Caféen har åbent hver dag i påsken mellem 11.30 og 20.00. Resten af april fredag, lørdag og søndag i samme tidsrum. Når sommersæsonen begynder 1. maj, bliver åbningstiderne udvidet.