Billede beskrivelse

Nye folk bag kendt værtshus

13. juni 2023 kl. 06.01

Cafeen i Brovst har fået nye ejere. Det er trioen Kent Ole Larsen og ægteparret Fie og Henrik Gudjohnsen, der har taget over efter Jeanette Bendixen og Charlotte Bornefelt.

- Vi har alle et nært forhold til Cafeen, så da Jeanette og Charlotte ønskede at sælge, slog vi til, fortæller Fie Gudjohnsen.

- Cafeen er en institution i Brovst, der har eksisteret i al den tid, jeg kan huske. Den betyder noget for sammenholdet i byen – og den skal naturligvis bevares.

Ægteparret Gudjohnsen har et stærkt personligt forhold til Cafeen, for det var her de i sin tid mødtes. Fie som gæst og Henrik som tjener.

Billede beskrivelse

En fornuftig investering

- Det betyder naturligvis en masse, men jeg ser det nu også som en fornuftig investering, forklarer Henrik Gudjohnsen, der sammen med hustruen driver virksomheden Gudjohnsen Ejendomsservice i Østergade i Brovst.

- Vi kommer med en masse viden om at drive virksomhed – og vi kender reglerne. Kent Ole har ideerne og kan føre dem ud i livet, så jeg er sikker på, at vi er et stærkt ejerteam, der kan køre forretningen videre til glæde for både Brovst og indbyggerne.

- Vi har en masse ideer, som vi nu vil føre ud i livet. Blandt andet havde vi lørdag aften pyjamasbal og fremover har vi også happy hour mandag til torsdag fra kl. 16.00 til 17.00 samt fredag og lørdag fra kl. 23.00 - 00.00.

Turisterne skal med

Vi har også tænkt på turisterne, og vi vil være med til at gøre Brovst til en god turistby. Det er oplagt, at turistfamilierne kommer en tur forbi og nyder en fadøl ved bordene uden for. Det kan de trygt gøre, selv om de har børn med, for vi sælger også slushice, siger Henrik Gudjohnsen.

Kent Ole Jensen har hidtil arbejdet som lastvognschauffør – og det vil han blive ved med. I hvert fald for en tid:

- Nu får vi se, hvordan det går. I en periode holder jeg fast i lastbilerne, men bliver det nødvendigt er jeg også klar til at blive værtshusholder på fuld tid, siger Kent Ole Jensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste