
Nu slår mor og datter dørene op til byens nye spisested
Åbningen af en ny restaurant i Hune var planlagt til påske, men projektet blev forsinket. Nu er der sat dato på åbningen
HUNE: Gennem de seneste måneder har den store ejendom på Vesterhavsvej 24, som huser et af de få tilbageværende brune værtshuse - "Gasten" - gennemgået en omfattende renovering.
Der er blevet bygget en restaurant, og samtidig har "Gasten" fået etableret ventilationsanlæg, nye toiletter og nyt interiør.
- Det har været vigtigt at fastholde den stemning af "brunt værtshus", som kendetegner "Gasten" og samtidig sikre, at der er en rød tråd til restaurantdelen, siger indehaver Anette Møller Larsen.
Fredag 30. juni åbner den nye restaurant, hvis navn endnu holdes hemmeligt.
- Vi har brugt en del tid på at finde frem til navnet, og vi synes, at det kunne være sjovt først at afsløre navnet, når vi slår dørene op, siger Anette Møller Larsen.
Sammen med datteren, Amalie Thomsen, der er kok, skal hun drive restauranten.

Åbning udskudt
I den nye restaurant bliver der 54 siddepladser, og desuden er der 80 siddepladser udenfor i gårdhaven.
Oprindeligt var planen, at restauranten skulle åbne til påske, men der har været ventetid på dels at få de nødvendige bevillinger og tilladelser i hus, og dels har der været udfordringer med levering af materialer.
Nu tæller mor og datter ned til åbningen, og de glæder sig til at byde indenfor i de nye rammer.
- Vi har sommerfugle i maven, og vi glæder os så meget til at åbne, og vi håber, at gæsterne synes om det færdige resultat, siger Anette Møller Larsen.
Udover at der er mulighed for at få godt til ganen vil der løbende blive arrangeret koncerter både med og uden billetsalg.
Første event finder sted 7. juli, hvor en anerkendt skotsk duo "The Fiddler Duo with Elsa og Gary", kommer og underholder.
- Palle ville have været stolt
Ideen om at åbne restaurant opstod sidste år, da Anette Møller Larsens nu afdøde mand, Palle Larsen, luftede tanken.
Desværre døde han efter et sygdomsforløb, men han var overbevist om, at var nogen, der kunne realisere drømmen, så var det hans kone og hans bonusdatter.
- Jeg er sikker på, at han ville være stolt af, at vi er nået hertil, siger Anette Møller Larsen .
- Palle fik ideen og har gjort det muligt for os at realisere den, og han har aldrig været i tvivl om, at vi kunne gøre det, siger hun.