Mad & Drikke

Mesterkokkens tip: Sådan tilbereder du grønne asparges

13. juni 2022 kl. 06:45

Netop nu er det højsæson for grønne asparges, og det udnytter ungarske Tomas Kristo, der er grøntsagskok på Svinkløv Badehotel til fulde.

- Hver eneste dag i sæsonen fra april til sankthans tilbereder jeg asparges. Vi bruger dem i mange sammenhænge – enten som en selvstændig ret til frokost eller som garniture til for eksempel jomfruhummere, fortæller han.

Svinkløv Badehotel får sine hvide asparges fra en leverandør på Fyn, mens de grønne asparges kommer fra Professorens Økologiske Køkkenhave i Hjortdal, som kun ligger et stenkast fra Svinkløv.

- Professorens grønne asparges er de flotteste asparges, jeg nogensinde har set. Og jeg har erfaringer fra både Frankrig og Ungarn, siger Tomas Kristo, der her afslører sin opskrift.

- Det er nemt og enkelt tilberede asparges, når de er helt friske. Jeg begynder med at skrælle den nederste lidt træede bark af med en grøntsagsskræller. Og så skærer jeg de nederste par centimeter af. Herefter koger jeg dem i halvt smør og halvt vand tilsat lidt salt. De må endelig ikke koge for meget, men skal have bid. Mellem 40 og 60 sekunder. Herefter vender jeg dem i friskhakket timian eller estragon, giver dem et drys hvid, friskkværnet peber og lidt revet citronskal fra en økologisk citron. Og voila, så er der serveret. Let og lækkert. Det er lokal mad fra Han Herred i verdensklasse, mener Tomas Kristo, der nu har arbejdet i køkkenet på Svinkløv Badehotel i tre sæsoner.

- Det er verdens bedste arbejdsplads, for der en helt speciel stemning her i køkkenet. Ambitionerne er store, og vi lærer noget hver eneste dag - ikke mindst takket være forpagteren Kenneth Toft-Hansen og hans faste køkkenchef Henrik Aggerholm Olsen, fortæller Tomas Kristo.

Annonceret indhold

Nyeste