Efter sin pension som historieprofessor på Aalborg Universitet har Jørgen Elsøe Jensen kastet sig over økologisk grøntsagsproduktion i stor stil. Foto: Jesper Hansen
Mad og drikke

Lokale fødevarer: Professorens asparges er i verdensklasse

12. juni 2022 kl. 15:15

- Professorens asparges er simpelthen i verdensklasse. De kan måle sig med det bedste, jeg har set i Frankrig. Det fastslår Svinkløv Badehotels ungarske grøntsagskok Tomas Kristo, der hver dag i sæsonen fra april til sankthans får leveret en stor kasse asparges fra den pensionerede historieprofessor Jørgen Elsøe Jensens køkkenhave i bakkerne nær Hjortdal.

Professorens Økologiske Køkkenhave kalder Jørgen Elsøe Jensen sit foretagende, hvor økologi, kvalitet og god smag går hånd i hånd.

Køkkenhave er et beskedent ord, for det økologiske gartneri strækker sig over to hektar. Det svarer til cirka 40 almindelige parcelhushaver, så det er et ambitiøst projekt, hvor Jørgen Elsøe Jensen producerer alle slags grøntsager – løg, gulerødder, tomater, agurker, krydderurter og altså også asparges, som dækker en fjerdedel af produktionsarealet.

Brakmark

Det er udelukkende grønne asparges, som Jørgen Elsøe Jensen dyrker. Hvide asparges overlader han til andre. Og det kan godt være lidt svært at finde planterne i det, som mest af alt ligner en brakmark. Men de er der – og de er store og friske, selv om de står mellem tidsler og andet ukrudt.

- Det er jo økologi, så vi gør ikke noget for at bekæmpe ukrudtet bortset fra at lægge halm ud mellem planterne, fortæller Jørgen Elsøe Jensen, der i mange år har arbejdet som historieprofessor på Aalborg Universitet.

Elsøe Jensens hustru, Mie Boe, høster hver dag asparges på marken – også selv om vinden i Han Herred kan være strid. Foto: Jesper Hansen

Han overtog ejendommen ved Hjortdal i 1997 og brugte de første mange år på at bygge et nyt stuehus.

- Jeg har altid været glad for at arbejde med mine hænder – og jeg studerede da også skovbrug på Landbohøjskolen, inden jeg kastede mig over historiefaget, siger Jørgen Elsøe Jensen.

Det var først kort før, at han gik på pension i 2018, at der i 2017 for alvor kom gang i gartneriplanerne.

- Tanken var at drive gartneriet efter almindelige havebrugsprincipper, men det viste sig nu ikke at være helt enkelt, når det skulle være økologisk. Det evige problem i økologisk jordbrug er ukrudtsbekæmpelsen, og, indrømmet, de første par år havde jeg virkelig mange problemer med det. Det er vi så kommet efter efterhånden – og nu går strygende.

Slår ud med armene

- Noget skulle virksomheden jo hedde, så det blev til Professorens Økologiske Køkkenhave, selv om konen grinede lidt af det. Men for en virksomhed er det vigtigt med et brand, så hvorfor ikke slå ud med armene? Og forkert er det jo ikke…

En stor del af produktionen går til Svinkløv Badehotel, der efter branden i 2016, blev genåbnet i 2019.

- Hotellet er meget ambitiøst på den kulinariske side og vil gerne bruge lokale producenter, så vi fandt hurtigt sammen – og i dag leverer jeg grøntsager hver eneste dag sæsonen igennem direkte til køkkendøren på det berømte badehotel.

Det ligner mest af alt en brakmark, men professorens økologiske asparges er i verdensklasse, mener kokkene på Svinkløv Badehotel. Foto: Jesper Hansen

Men professoren leverer ikke alene til Svinkløv Badehotel. Også almindelige hanboer og forbipasserende er velkommen til at komme forbi og besøge professorens vejsidebod, der ligger for enden af den lille grusvej, der går op til ejendommen. Professorens Økologiske Køkkenhave med de lækre og sunde grøntsager ligger kort før Hjortdal på vejen mellem Tranum og Fjerritslev – og er i øvrigt nabo til Nordisk Brænderi, der er et andet af fyrtårnene i Han Herreds smagsverden.

Jørgen Elsøe Jensen har i mange år været ramt af en ryglidelse, som i dag gør det svært at tage del i markarbejdet. Det har han derfor overladt til hustruen, den pensionerede narkoselæge Mie Boe, der nu går i marken hver dag sammen med en medarbejder for at passe og høste de økologiske grøntsager fra Professorens Økologiske Køkkenhave.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu