Lisa og Peter byder velkommen til Spiseriet
TRANUMSTRAND: Fredag slog det madglade iværksætterpar Lisa og Peter Sørensen dørene op for deres nye restaurant - Spiseriet i Tranum Strand.
Helt ny er den egentlig ikke, for de to har i syv år drevet Midtpunktet i Tranum med blandt andet egnens mest populære burgere og wienerschnitzler på menukortet.
Og menukortet er der ikke ændret på i første omgang.
- Pladsen i Tranum blev simpelthen for trang, så nu er vi flyttet til Tranum Strand, hvor vi i første omgang holder åbent i Spiseriet med det velkendte menukort - og siden kommer også ishuset til, fortæller Lisa Sørensen.
Lokale råvarer
- På lidt længere sigt vil vi også benytte lokale råvarer. Egnen er fyldt med erhvervsdrivende, der er passioneret for deres håndværk – og det bakker vi naturligvis op om.
I første omgang er spiseriet åbent alle aftener i vinterferien frem til den 22. februar – og herefter vil der være åbent fredag til søndag frem til sommersæsonen.
- Men det med åbningstiderne skal man ikke tage så alvorligt. Hvis man kommer forbi og flagene er ude ved døren, så holder vi åbent alligevel. Så er det bare med at komme ind og få lidt godt at spise – og selvfølgelig også en hyggesnak.
Det med snakken er vigtigt.
- Vi elsker at hygge om gæsterne – og vi har altid tid til at snakke. Vi kender egnen som vores egen bukselomme – og har altid et tip eller to, hvis man ikke er kendt i Tranum og omegn.
Iværksætter-eventyr
Det var lysten til at lave god mad, der fik det madglade ægtepar til at kaste sig ud i iværksætter-eventyret for syv år siden.
- Det er gået godt - og nu har vi altså brug for mere plads. I vintersæsonen har vi seks til syv ansatte og dobbelt så mange til sommer, oplyser Lisa Sørensen.
Udover først Midtpunktet i Tranum, der nu er flyttet til Tranum Strand - for enden af vejen, som parret beskriver det - fortsætter Lisa og Peter Sørensen også med den pølsevogn/foodtruck, som er et fast indslag ved mange arrangementer på egnen.
- Det er også et hit. Vi kommer ud til alt muligt, men ofte til handelsstandsforeningerne by night-arrangementer, rejsegilder og butiksåbninger. Det fortsætter vi med, forklarer Lisa Sørensen.
Spiseriet på Tranumstrand blev fredag eftermiddag holdt over dåben med et åbent hus, kaffe og kagemand.
Næsten 100 gæster mødte op og gav deres opbakning til det populære ægtepar og deres voksende forretning.