Krabbesøstrene hitter - men mor er med i kulissen
THORUPSTRAND: Det er søstrene Ragnhild og Maiken Gjettermann, der er popup-restauranten "Krabbesøstres" ansigter udadtil, men i virkeligheden er det populære sommerspisested i Thorupstrand et familieforetagende.
Restauranten er indrettet i faderens redskabsskur – og den øvrige del af familien giver en hånd med, når der er travlt.
Ikke mindst mor Lili, der som regel holder sig i baggrunden, men næsten hver dag tager opvasken.
- Det er også mor, der har lavet alt lertøjet, som vi bruger til servering, forklarer Ragnhild Gjettermann.
Sand på gulvet
Det er i år anden sæson, krabbesøstrene driver sommerrestaurant i redskabsskuret.
Konceptet er enkelt – tre retter plus lidt kage på menukortet – og ellers ægte Thorupstrand-stemning med sand på gulvet. Popup-restauranten er kommet godt fra land i år.
- Vi havde en fantastisk åbning sidste weekend. Allerede den første dag havde vi over 100 gæster, siger Maiken Gjettermann.
- Mange af vores gæster er gengangere fra sidste år. De fortæller, at de ventet hele året på, at vi åbner igen. Det gør os glade – og vi fortryder ikke, at vi sidste år tog springet ud i det uvisse.
- Krabbesøstre har især styrket forholdet mellem Maiken og mig, men også sammenholdet i familien, fortæller Ragnhild Gjettermann.
- Vi havde slet ikke forestillet os, hvor vildt det ville blive. Vi arbejder hver dag fra morgen til aften, men det er noget helt andet end vores faste arbejde resten af året.
Ryst posen
- Det er sjovt – og det udvikler os. Det er lidt ligesom til banko – en gang i mellem skal posen rystes, forklarer Ragnhild.
- Og det gjorde vi så. Rystede posen – og resultatet er enestående, siger Maiken.
Det er ikke tilfældigt, at det er krabber, der er det helt store hit blandt Krabbesøstrenes kunder.
- For os er krabber en del af barndomsminderne, men mange af vores gæster har aldrig prøvet det før. De får en rigtig aha-oplevelse, når de fisker kødet ud af krabbeskallerne – og opdager, hvor godt det smager.
Hvis stamgæsterne hos krabbesøstrene har lyst til at variere, byder Maiken og Ragnhild også på håndpillede rejer – og som en nyhed i forhold til sidste år kan man også få røget sild.
Krabbesøstre er åben alle dage frem til 2. august mellem 12 og 21.