Noah Drejer viser søndagens hit i Halvrimmen. En frisklavet burger med ost og bacon og pommes frites, der er krydret med Nordsoes egne krydderier.
Mad & Drikke

Købmanden i Halvrimmen vil give Aalborg baghjul

05. februar 2023 kl. 19:01

Søndag eftermiddag rullede Nordsoe Foodtruck op foran købmanden i Halvrimmen og langede en lind strøm af saftige burgere og pommes frites over disken.

Det var den nye købmand i byen, Louise Møller, der havde taget initiativ til besøget.

- Hvorfor skal det altid være i de store byer, at man kan købe streetfood? Vi skal da give Aalborg baghjul, tænkte købmanden – og da der i Louise Møllers verden ikke er langt fra tanke til handling, greb hun telefonen og inviterede Nordsoe Foodtruck til Halvrimmen.

Kommer igen til Halvrimmen

- Det bliver ikke sidste gang, vi besøger Halvrimmen, konstaterer ejeren af den rullende burger-restaurant, Søren Olsen.

Mange i Halvrimmen skiftede søndag den hjemmelavede aftensmad ud med en burger fra Nordsoe Foodtruck.

- Jeg kan endnu ikke sige hvornår, for vi laver planerne for en måned ad gangen – og Halvrimmen kommer med i planerne. Senere i februar – den 17. holder vi hos Ølsmageren på Gjøl, og den 23. besøger vi Coop 365 i Brovst.

Burgerne hos Nordsoe Foodtruck er ikke metervarer, men håndlavet næsten ned til sidste detalje.

- Vi bruger kun frisk oksekød – og krydderier og dressinger blander vi selv. Det eneste, vi får leveret udefra er brioche-bollerne, siger Søren Olsen.

Kok med guldmedalje i bagagen

Han lægger vægt på en høj smagsmæssig standard og brug af kvalitetsråvarer – og han ved, hvad han taler om. Søren Olsen er uddannet kok og har fire gange deltaget i OL for kokke. Sidste gang var i 2020, hvor han vendte hjem med en guldmedalje.

- Så jeg købte en foodtruck og lancerede Nordsoe-konceptet i begyndelsen af 2020 – fire dage før landet lukkede på grund af coronaen. Det ramte os heldigvis ikke så hårdt, fordi vi ikke har gæster i restauranten, forklarer Søren Olsen.

- Det har været en succes. Tidligere måtte jeg tale alvorligt for min sag, når jeg ville parkere ved en butik, men i dag er købmændene selv, der ringer efter mig – akkurat som Louise i Halvrimmen.

Nordsoe Foodtruck holder til i Rold nær Arden og har foruden Søren Olsen fire ansatte.

- Vi er nødt til at være så mange, fordi vi ud over at køre rundt og holde foran butikker, også lejer foodtrucken ud til fester. Det er meget populært til svendegilder, studenterfester og også til konfirmationer.

Annonceret indhold

Nyeste