
Skolebørn deltager i madprogram med Micki Cheng og Gorm Wisweh
De store TV-personligheder vil sætte kål på skoleskemaet og pirre de unges nysgerrighed
Snart skal 55 klasser fra Jammerbugt Kommune være med til at bryde de sædvanlige spisemønstre. Her skal de nemlig være med i GoCook, som er Coops mad-program for børn og unge og blandt andet en del af Coops klimainitiativ. Programmet tager hul på kål, som er blandt de mest klimavenlige fødevare.
- Spidskål og grønkål er blevet populær hos mange voksne, men kål har lidt af et imageproblem hos børnene. Her kender de unge kålen som en bitter og til tider smattet sag, der lugter. Og det er ærgerligt. For kål kan smage fantastisk, det er super sundt, og så er det en af de mest klimavenlige fødevarer, vi har, siger Bente Svane Nielsen, der er projektchef for GoCook.
Missionen med programmet er at skabe den første generation af børn og unge, som er bedre til at lave mad end deres forældre.
- Mad skal smage godt. Vi vil gerne pirre de unges nysgerrighed og vise dem, hvor lækkert man kan tilberede kål, så de får lyst til selv at tilberede og spise mere kål derhjemme. For os giver det mere mening at give børnene glæden ved at lave mad og udforske smage end blot at fortælle dem, at kål er sundt og klimavenligt, siger Bente Svane Nielsen.
Dertil er kokken Gorm Wisweh og kagemanden Micki Cheng blevet ambassadører for GoCook og har været foran kameraet til de mange film til undervisningsmaterialet.
- Jeg har gennem min berøring med den asiatiske madkultur været vant til masser af retter med kål som fx forårsruller. Så jeg synes, det er spændende, at børn kan udforske kål med inspiration fra hele verden, siger Micki Cheng, hvor Gorm fortsætter:
- Ja, og det vigtige er, at det sker uden løftede pegefingre. Børnene bestemmer 100% selv.
Programmet vil på landsplan indkludere hele 150.000 danske skoleelever. Aabybro Skole deltager med ni klasser, Brovst Skole deltager med seks klasser, hvor Fjerritslev Skole også deltager med seks klasser.
Mere om programmet kan læses på www.gocook.dk, hvor man også kan finde opskrifter.