Jens Christian Nielsen fra Hr. Nielsens Specialiteter inviterer til drik og strik i Brovst Sports- og Kulturcenter den 11. april.
Mad & Drikke

Hr. Nielsen gentager succesen: Drik og strik

07. marts 2023 kl. 14:23

Vinbutikken Hr. Nielsens Specialiteter i Brovst havde sidste efterår stor succes med en drik og strik-aften, hvor kvinderne tog strikketøjet med til en vinsmagning. Til april bliver arrangementet gentaget i en ny og større udgave i samarbejde med strikbutikken Kronborg Uld i Fjerritslev.

- En succes kan sagtens tåle at blive gentaget, så til april vender vi tilbage med drik og strik. Interessen for sidste års arrangement var overvældende, så nu har jeg skaleret det op og flyttet arrangementet til Brovst Sport- og Kulturcenter.

- Jeg har samtidig slået kludene sammen med Susanne Kronborg Kold fra Kronborg Uld i Fjerritslev, der deltager med et par modeller og viser det nyeste inden for strikverdenen. Så der bliver både noget for ganen, øjnene og ikke mindst de flittige hænder, når arrangementet gennemføres den 11. april.

Susanne Kronborg Kold fra Kronborg Uld i Fjerritslev viser nye modeller til drik og strik-arrangementet i Brovst.

Drik, strik og kritik

- Da jeg lavede drik og strik i efteråret, var der i øvrigt nogle af damerne, der kritiserede mig for at fokusere ensidigt på strik. Det kan jeg naturligvis ikke have siddende på mig, så jeg vil gerne understrege, at det naturligvis også er tilladt at sy og brodere, mens man smager på vinene.

Jens Christian Nielsen har endnu ikke lagt sig fast på vinene, der skal serveres på aftenen.

- Men det bliver helt sikkert med en overvægt på de italienske vine. De italienske vine er både kraftfulde og har en god sødme, som falder i nordjyske kvinders smag – og den sprudlende spumante, den populære italienske mousserende vin, er nærmest obligatorisk ved enhver tøsekomsammen. Så det skal vi naturligvis også smage, siger Jens Christian Nielsen.

Billetterne til drik og strik i Brovst Sports- og Kulturcenter kan købes hos Hr. Nielsens Specialiteter i Jernbanegade frem til den 5. april. Med i billetprisen er også en tapas-anretning.

Annonceret indhold

Nyeste