Hasan F. Barak har i snart tyve år solgt pizzaer til hanboerne. Han lægger vægt på stabilitet og genkendelighed – og følger levende med i stamkundernes liv. Foto: Jesper Hansen
Mad og drikke

Hasan giver sine pizzaer navn efter kunderne

03. april 2022 kl. 15:30

Pizza er en meget personlig sag, for alle har forskellig smag. Det mener Hasan F. Basak, der nu i snart 20 år har solgt pizza i Fjerritslev Pizza & Kebab House på Søndergade.

- Min personlige favorit kalder jeg naturligvis Fjerritslev Special. Det er en heftig sag med tomatsauce, ost, champignon, kebab, løg, bacon, æg, chili, hvidløg og oregano. Den er også faldet i hanboernes smag. Med et hurtigt slag på tasken vil jeg tro, at jeg sælger omkring 50 Fjerritslev Special om ugen.

Basak har over 100 forskellige pizzaer på menukortet. Det skyldes restaurantens mange stamgæster.

- Hvis der er en kunde, der ønsker sin egen personligt sammensatte pizza, laver vi den naturligvis. Og viser det sig at være en succes, kommer den på menukortet med kundens eget navn. Derfor har vi pizzaer med gode danske navne som Arne, Klaus, Line og Lillian.

Sådan ser Fjerritslev Special ud. En heftig sag med tomatsauce, ost, champignon, kebab, løg, bacon, æg, chili, hvidløg og oregano. Foto: Jesper Hansen

Stamkunder

Fjerritslev Pizza & Kebab House har mange stamkunder – blandt andet fra Fjerritslev Gymnasiums kollegium på den anden side af gaden, men også mange turister fra områdets mange sommerhuse.

- Hasan er kjempegut, der laver kjempefine pizzaer, siger Tommy Sand fra Kristiansand, der besøger Fjerritslev adskillige gange om året sammen med familie og venner.

- Og hver gang skal vi selvfølgelig forbi Hasan og have pizza.

Hasan F. Basak er faldet godt til i Fjerritslev, siden han i 2003 åbnede en lille pizzabar i Søndergade. Den blev udvidet i 2007 og er en velkendt del af gadebilledet.

- Det har været nogle spændende år, hvor jeg har fulgt med i bylivet. Mange af mine første kunder har i dag familie og børn – og de kommer her stadig. Jeg elsker, når de kommer forbi og viser deres nyfødte frem.

Ligesom kundernes børn har Fjerritslev Pizza & Kebab House også vokset sig stor. Basak har i dag seks heltidsansatte i køkkenet og 10 til 12 tjenere ansat.

Stabilitet og genkendelighed

- Jeg lægger vægt på stabilitet og genkendelighed. Derfor er det vigtigt for mig at holde på mine ansatte. Kunderne skal kende de ansatte.

- Det er også vigtigt med genkendelighed på retterne. Pizzaerne og kebaberne skal smage ens hver gang. Derfor skifter jeg heller ikke råvare-leverandører, selv om jeg måske kan få varerne billigere fra andre leverandører, forklarer Hasan F. Basak og nævner bacon som et eksempel.

- Min bacon er gennem alle årene kommet fra Tulip – og det vil jeg ikke lave om på. Kunderne skal vide, at kvaliteten er i orden, siger restauratøren, der er synlig stolt af sin Elite Smiley.

Stamkunderne i Fjerritslev Pizza og Kebab House kommer helt fra Norge. Her er det fra venstre Tommy Haugum, Åse Grete Dysvik, Jan Gunnar Røsnæs og Nattiya Røsnæs fra egnen omkring Kristiansand. De synes, at Hasan F. Basak er en ”kjempegut”. Foto: Jesper Hansen

Hasan F. Barak stammer oprindeligt fra Ankara i Tyrkiet. Hustruen bor fortsat i Ankara sammen med de to yngste børn. Den ældste søn flyttede for tre år siden til Fjerritslev og arbejder nu i køkkenet hos Fjerritslev Pizza & Kebab House, så arvefølgen er sikret – og familien Basak kan levere Fjerritslev Special mange år ud i fremtiden.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu