Ejer af KunstCafeen, Anita Michaelsen, er glad for endelig at kunne servere for sine kunder og se dem uden, at de er iført mundbind. Foto: Bitten Holmsgaard
Mad og drikke

Genåbning af restauranter: Så er der igen siddende gæster hos KunstCaféen i Blokhus

23. april 2021 kl. 10:35

Vinden blæser en lille sandstorm op ad Strandvejen i Blokhus. Alligevel skaber solens stråler og varmeapparaterne så tilpas meget forårsfornemmelse på KunstCafeens terrasse, at tre af bordene er befolkede på denne første åbningsdag efter fire måneders nedlukning.

- Det er dejligt. Skønt. Vi er på ferie heroppe i et par dage. Så vi ville lige ind og have en øl, fortæller Henrik Jørgensen fra København, som er på KunstCafeen sammen med tre venner.

De har dog bænket sig lige inden for døren, hvor sandet ikke fyger. Henrik Jørgensen tilføjer:

- Det har været meget savnet.

KunstCafeens ejer, Anita Michaelsen, er også glad for igen at have siddende gæster:

- Det er dejligt! siger hun med et stort smil og fortsætter:

- Det er dejligt også bare at have den kontakt med gæsterne igen.

Caféen har lavet take away siden midt i februar. Men det er noget helt andet at servere for gæsterne.

- Der er kontakt på en anden måde, og folk får lige maskerne af, når de har sat sig. Det er lidt mere det, vi er vant til, siger hun.

Styr på coronapasset

Anita Michaelsen synes, at gæsterne er gode til at huske det påkrævede coronapas.

- Folk de ringer og bestiller. Og nogle siger: ”Åh, nu skal vi lige derop, og nu får vi coronatest lige dagen inden.” Så det er folk helt med på. Folk de tager det pænt, det vil jeg godt nok sige, fortæller Anita Michaelsen.

Hun tror dog også, at coronapasset er med til at lægge en dæmper på antallet af kunder:

- De er jo nødt til at tilrettelægge nu. De kommer jo ikke bare. Og nu er vejret i dag også sådan, at folk de vil måske ikke lige sidde så meget ude, når det blæser så sådan.

Hun regner med, at der stadig vil være en del take away her i begyndelsen, hvor kunderne skal vænne sig til de nye regler. Og så håber hun, at reglen om coronapas lige så stille forsvinder.

Ombygning og optimisme

Nedlukningen har været dyr for KunstCafeen, men heldigvis har der været god opbakning til deres take away.

- Det er gået rigtigt godt, og folk har bare støttet os, siger Anita Michaelsen.

Hun fortsætter:

- Jeg er da glad for, at jeg har en god bank. Det koster jo det her. Ikke nok med det, så har jeg en ombygning i gang oppe ovenpå.

Hun er optimistisk og krydser fingre for, at ombygningen står klar i slutningen af maj. Til den tid kan hun byde kunderne indenfor i den nye cocktail- og madbar med udsigt over havet. Måske endda uden coronapas?

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu