David byder på champagne i naturen
FOSDALEN: Vineksperten og sommelieren David Andreasen fra Fjerritslev er så glad for at fortælle om vin, at han gerne bruger sine ferier på at arrangere vandreture med indbygget champagne-smagning.
Det har han gjort i flere år i Fosdalen, der nærmest er Barndommens Gade for David Andreasen.
- Jeg har gennem 25 år vandret i Fosdalen – og kender området bedre end de fleste – også de gode svampesteder. Jeg har blandt andet været med til at udforme den autoriserede vandrerute gennem Fosdalen, så jeg kan både formidle den enestående natur og selvfølgelig fortælle om vin, der er min professionelle beskæftigelse, forklarer vinmanden og naturentusiasten David Andreasen.
Champagneturene i Fosdalen bliver i år gennemført første gang søndag den 13. juli – og så er der yderligere chancen for at smage bobler på vandreturen gennem den smukke dal 17. juli, 23. juli, 24. juli, 31. juli. 1. august og 3. august.
Champagnesommer
Det bliver i det hele taget en rigtig champagnesommer for David Andreasen.
- Interessen for god champagne er støt stigende i Danmark. Det mærker jeg tydeligt på turene i Fosdalen, som jeg har arrangeret i flere år. Derfor har jeg nu udvidet med champagneture også i Svinkløv Plantage, Rebild Bakker og Råbjerg Mile.
Alle David Andreasens champagneture består af et par timers vandretur i naturen på fem til syv kilometer – og når der så er gode kilometre i benene, er det tid til champagne.
- Jeg byder på seks forskellige champagner, der viser diversiteten i det store Champagne-univers. Prisen for en champagnetur er 350 kroner inklusive vinen – og er man interesseret i at købe en flaske eller to med hjem til sommerhuset, kan vi også finde ud af det.
Interesserede kan få yderligere oplysninger ved at ringe til David Andreasen på 21366823 eller mail david@vinslottet.dk. Tilmelding til turene sker på billetto.dk.