Luksusbiler sætter hinanden stævne i Blokhus
Kr. Himmelfartsferien står for døren, og for mange er det ensbetydende med en forlænget weekend. Det gælder en række bilentusiaster, som bruger dagene på et sommertræf i Blokhus.
Fra 18.-20. maj mødes Bentley og Rolls-Royce entusiaster fra hele landet, og her vil 37 biler fra 1920'erne og fremefter deltage i træffet.
65 personer deltager i det årlige træf, som er stablet på benene i et mellem Rolls-Royce Enthusiasts´Club og Erhvervsforeningen Destination Blokhus.
Deltagerne vil besøge udvalgte attraktioner i området og vil også vise deres biler frem på torvet i Blokhus, hvor publikum får mulighed for at nyde synet af de smukke biler.
Det sker torsdag og fredag - begge dage fra klokken 16.
Torsdag vil der være mulighed for at møde bilernes chauffører, hvor man er mere end velkommen til at stille spørgsmål og få et indblik i historien om de eksklusive biler.