Billede beskrivelse

Lokal forening får stor donation: - Vi er ovenud begejstrede

26. juli 2023 kl. 19.01

GJØL: Der er tydelig glæde og begejstring hos de ildsjæle, der arbejder med at skabe bedre rammer for windsurferne på Gjøl.

Det er nemlig - via fonde - lykkedes at rejse godt en kvart million kroner,

- Vi er ovenud begejstrede, for det bliver sindssygt godt, lyder det fra en glad Torben Pedersen fra trænerteamet.

Sammen med Nicolaj Klitgaard har Torben Pedersen været primus motor på projektet, som de gik i gang med for omkring halvandet år siden.

- Det er en kæmpe forløsning for os. Med fondsmidlerne og med hjælp fra frivillige kan vi nu etablere en surfstation, siger Torben Pedersen.

Tidligere har surferne opbevaret deres boards ét sted, mens sejlene har ligget et andet sted. Med den nye surfstation bliver det muligt at samle alt udstyr ét sted, og det har stor betydning.

- Der går nemt en halv time med at hente udstyr, og det har været besværligt, siger Torben Pedersen.

- Nu får vi samlet alt på samme sted, og placeringen helt tæt ved vandet, gør til- og afrigning af udstyret mere effektivt, og derved skabes der mere tid til at have det sjovt på vandet.

I uge 30 opstilles to containere, som skal beklædes, så de får samme udtryk som sejlklubben, og ugen efter kommer udstyr.

Billede beskrivelse

Håb om flere medlemmer 

Gjøl Sejlklub tæller p.t. omkring 200 medlemmer, hvoraf 20 er surfere, men forventningen er, at de forbedrede forhold vil øge interessen for at benytte faciliteterne.

- Vi forventer en tilgang af medlemmer, og vi er også overbeviste om, at nogle af dem, erfarne surfere fra området vil benytte sig af faciliteterne på Gjøl, siger Torben Pedersen, der glæder sig over, at der med de nye rammer er skabt mere optimale rammer for socialt samvær.

- Desuden får vi skabt mulighed for bedre læring og udvikling på vandet.

Når surfstationen er kommet på plads, er planen at søge penge hjem til yderligere udvikling af sejlklubbens faciliteter.

- Så snart vi har mulighed for det, skal vi i gang med at søge fonde til realisering af etape 2, hvor planen er at opsætte yderligere to containere, der skal indeholde sauna og omklædning, siger Torben Pedersen og tilføjer, at det er faciliteter, som også er tiltænkt vinterbaderne.

Indvielsen af surfstationen finder sted på Gjøl Havn lørdag 26. august.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste