Yoga mellem kunstværker efter lukketid

19. februar 2022 kl. 14.30

Detaljerige papirklip, langsom musik og dæmpet belysning sætter en stemningen af ro, forventning og opmærksomhed. Det er efter lukketid på Museum for Papirkunst i Hune. 15 mennesker sidder eller ligger på hver sin yogamåtte midt mellem grundlægger, Bit Vejles, smukke værker.

- Velkommen til gallapremiere på yoga i Museum for Papirkunst, siger yogalærer, Christinna Schrøder, fra Yoga Up North med blød og rolig stemme.

De udstillede genstande omkring os bliver ikke levende som i Hollywood-filmen ”Nat på Museet.” Men fra min plads på gulvet, skråt nedenfor et stort, rødt papirklip, hvor skyggen på væggen træder tydeligere frem end selve klippet, er det ligesom værket begynder at tale til mig.

Fra skov til museum

Ingen af deltagerne siger et ord. Det eneste, der når mit øre, er Christinna Schrøders stille instruktioner, lyden af åndedræt der puster ud og en sagte summen fra udsugningsanlægget. Atmosfæren i rummet er koncentreret og næsten andægtig. Men hvordan i alverden finder man på at lave yogaundervisning midt i et museum?

- I sommer havde jeg yoga ude i skoven. Det begyndte at regne og at blive kold. Så tænkte jeg: ”Det dur nok ikke længere nu.” Jeg efterlyste et lokale på nabohjælp-gruppen på Facebook og skrev rundt til forskellige i byen. Men der var ikke nogen, der kunne tilbyde noget. Lige pludselig skriver Emilie fra museet her til mig, at de har måske en ide om. Da jeg kom herned, kunne jeg bare mærke: ”Ja, det passer!” Området her passer ret godt til min yoga. Så jeg fik en masse nej’er, og så fik jeg bare det perfekte ja til sidst, fortæller yogalæreren.

- På Museum for Papirkunst vil vi gerne gøre lidt mere for lokalbefolkningen, siger daglig leder, Helene Kondrup Jensen, om årsagen til at lukke yoga-elever ind i udstillingen efter lukketid.

Hun synes, at yoga og papirkunst passer godt sammen.

- Der er en sammenhæng mellem det her med at gå ned i tempo, som man både gør, når man laver yoga og når man skal se vores samling på Museum for Papirkunst. Det kunne være sjovt at forene de to discipliner og se, hvad dét kunne gøre for sanserne, fortæller Helen Kondrup Jensen.

Helt, helt specielt

Efter en stille begyndelse kommer musikken tilbage og deltagerne kaster sig ud i øvelser som bjerget, solhilsen og hundestrækket. Jeg mister tidsfornemmelsen og bliver lidt overrasket, da Christinna Schrøder begynder at afrunde timen.

- Tak, fordi jeg måtte være din guide. Namasté, slutter yogalæreren den allerførste yogatime på Museum for Papirkunst.

Deltagerne samler stille og roligt deres tæpper, måtter og tasker sammen og går ud af udstillingen. En af dem er Ingeborg Mouritsen.

- Det, syntes jeg, var helt, helt specielt. Man kunne bare ligge dernede til at begynde med og kigge op på de der fantastiske klip og nyde det. I hvert fald til at begynde med. Så falder man sådan mere ind i sig selv, fortæller hun om oplevelsen af yoga i museet.

Hun kunne helt sikkert godt finde på at komme igen.

- Det er også sådan en speciel stemning, der er her på museet, som jeg synes, man kommer ind i, lige så snart man kommer ind. Det gør egentlig også, at man kommer til at nyde yogaen endnu mere, synes jeg, siger Ingeborg Mouritsen.

Der er yoga på Museum for Papirkunst hver onsdag klokken 18.30. Man melder sig til en lektion ad gangen gennem Yoga Up Norths bookingsystem.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste