Weekendsprojekt blev til en forretning
Det kan være svært at forestille sig til alt det, man kan finde Hos Jette B i Fjerritslev
FJERRITSLEV: Genbrugsfund og brugskunst, havekunst og svejseprojekter - det kan være svært at forestille sig til alt det, man kan finde Hos Jette B i Fjerritslev.
Jette og Jesper Bertelsen har passet deres egen butik de sidste to år, der ellers startede som loppemarked for børnene.
Det var helt tilfældigt, at familien Bertelsen havnede i Fjerritslev. De havde bestemt ikke forestillet sig, at deres flytning skulle resultere i deres egen butik.
Da smeden Jesper Bertelsen startede sine egne svejseprojekter op i hjemmet, blev opgaverne hurtigt for store. En 800 kvm forladt bygning stod og åndede dem i nakken på grunden ved siden af. Tican havde forladt deres arbejdsmatrikel i Fjerritslev, og parret valgte at opkøbe grunden.
- Det var jo meget praktisk, at Jesper fik et sted til sine projekter. Og så kunne vi ellers bruge rummene til børnenes lan-fester og hvad ellers der dukkede op af arrangementer, fortæller Jette Bertelsen om intentionerne med stedet.
Således forløb det første år med de ekstra kvadratmeter. Det var først da børnene begyndte at snakke om fritidsjobs, at det første frø til en spirende forretningsidé blev plantet.
- Vi fandt på at lave loppemarked fredag, lørdag og søndag. Så kunne børnene på skift stå for at sælge ud af deres egne ting og tjene en skilling, fortæller Jette. Men børnenes interesse for loppemarked faldt hurtigt, til gengæld steg den hos Jette.
Snart blev familiens aflagte sager blandet med andet udefra, nyt som brugt, og Jespers egne svejseprojekter blev også sat til salg. Det blev starten på en butik med genbrug og brugskunst.
De sidste to år har Jette Bertelsen drevet butik fra stedet under navnet ”Hos Jette B”. Hver fredag, lørdag og søndag slår hun dørene op for 400 kvm med nyt og gammelt til enhver smag.
- Jeg har jo nok lidt svært ved at begrænse mig, fortæller Jette, der har et stort shoppegen. De 400 kvm hun har fået til butik, er inddelt i rum med en helt unik atmosfære. Skæve, sammensvejsede lamper, finurlige barstole og -borde, smykker og tøj er blot et udpluk af, hvad man finder indenfor. Senest har Jesper bygget et udendørs hus til potter, for også haveskulpturer og -kunst har vist sig at være en stor succes.
- Jeg får ikke flere kvadratmeter til butik indenfor, griner Jette. Nu er den 800 kvm-store bygning nemlig delt lige op mellem parret.
- Det er helt fantastisk, hvad dette er blevet til, fortæller hun.
”Hos Jette B” er en ud af to genbrugsbutikker i samme område. Hun har et godt samarbejde med ”Brix Mix”, der er at finde kort derfra.
- Der var rigtig mange ting at lære, fortæller Jette Bertelsen, der har en uddannelses som butiksassistent. Hun er spændt på, hvad fremtiden skal bringe butikken.