Lonnie Vandborg og Lone Bentsen hopper gerne i havet om vinteren, mens Søren Nielsen fra Han Herred Havbåde nok hjælper med projektet, men selv holder sig på land. Foto: Bente Poder
Livet her

Vinterbadere vil lave sauna i gammel kutter

24. december 2021 kl. 12:47

SLETTESTRAND: Om sommeren strømmer vandhunde i alle aldre til stranden, men om vinteren ser man flere i Hanstholm-habitter end i badedragt.

Men det vil Lonnie Vandborg fra Hjortdal gerne lave om på. Sammen med en flok ildsjæle kæmper hun for at omdanne den gamle kutter HM92 til et klubhus med sauna og omklædningsrum.

I dag kører Lonnie i stedet 25 kilometer til vinterbadeklubben i Løgstør og hopper i Limfjorden sammen med veninden Lone Bentsen med en række andre lokale tilhængere af det kolde gys.

- Vi vil jo rigtigt gerne nøjes med at være herhjemme. Det er bare noget andet at bade i havet end fjorden, siger hun.

- Ja, jeg foretrækker nu også havet, stemmer veninden Lone i. Hun kommer ellers søndenfjords fra.

Båden ligger på stranden og venter. Det samme gør den underafdeling af Hjortdal Ungdoms- og Idrætsforening, der sidste år vedtog at lave en gren af klubben for vinterbadere, surfere og andre vandhunde.

De samarbejder med Han Herred Havbåde om projektet og sendt i maj en ansøgning til Kystdirektoratet, som de afventer svar på.

- Jeg vil tro, at tilladelse og finansieringen er på plads til sommer. Så tager det cirka tre måneder at bygge båden om - hvis ellers der er tid på værftet, fortæller Søren Nielsen fra Han Herred Havbåde.

De har budgetteret med en pris på 500.000 kroner, som de hovedsageligt regner med få i støtte fra Jammerbugt Kommune og forskellige fonde.

Se flere billeder og læs meget mere om projektet på Nordjyske.dk.

Nyeste