De to brødre fra Tranum, Rasmus Glindvad Kristensen og René Glindvad Kristensen, har drevet virksomheden Vinorage siden 2017 helt alene. Men nu er første medarbejder ansat. Foto: Privatfoto
Livet her

Vinkælderproducent fra Tranum oplever salgs-boom under corona

Vinorages omsætning er vokset med 30 pct.

27. april 2021 kl. 11:54
Indehaverne, Rasmus Glindvad Kristensen og René Glindvad Kristensen, i virksomhedens hidtil største vinkælder med en kapacitet på op til 1000 flasker og med fuld ståhøjde. Foto: Privatfoto Privatfoto

TRANUM: Siden 2017 har den nordjyske vinkælderproducent Vinorage beskæftiget sig med salg af færdige vinkældre i forskellige størrelser til nedgravning, som produceres af ejerne selv på deres værksted i Tranum. Gennem det seneste år er der for alvor kommet godt gang i hjulene.

Coronakrisen har været en særdeles udfordrende periode for mange virksomheder. Men sådan forholder det sig langt fra for Vinorage, der netop har lanceret endnu en kælder til produktkataloget; virksomhedens hidtil største vinkælder med en kapacitet på op til 1000 flasker og med fuld ståhøjde.

- Danskerne har ikke droppet idéen om luksus til boligen i en tid med en pandemi, måske tværtimod. Vi har oplevet en god vækst på trods af corona, fortæller Rasmus Glindvad Kristensen, som udgør den ene del af brødreparret, der står bag Vinorage.

2020 har budt på rekordomsætning for den nordjyske vinkælderproducent Vinorage. Med en vækst på 30 pct. i salget af vinkældre har seneste salgsår opnået en placering som det bedste år i virksomhedens blot treårige historie. Salgsrekorden har medført udvidelse - både i virksomhedens produktsortiment og i henhold til medarbejderstaben.

- Det er gået over al forventning. Vores 2020-salg er vokset med 30 pct. sammenlignet med 2019, og i 1. kvartal af 2021 har vi vækstet med 100 pct. i forhold til sidste år. Efterspørgslen er simpelthen større end nogensinde – ikke bare i Danmark, men også i bl.a. Norge og Sverige. Det er helt klart markeder, vi regner med at indtage inden for en overskuelig fremtid, fortæller Rasmus Glindvad Kristensen.

Hånd i hånd med rekordomsætning går de mange ekstra timers arbejde for at følge med bestillingerne. En opgave, der kan være svær at blive ved med at løfte, når kun man er to mand:

- Med mere end 70 vinkældre leveret i 2020 og arbejde i døgndrift, har vi måttet erkende, at vi har brug for at udvide forretningen med endnu en smed, der kan hjælpe os i produktionen, fortæller Rasmus Glindvad Kristensen

Den unge virksomhed har oplevet et stort salgsboom i 2020, samme år som Vinorage blev nomineret i kategorien ”Start-up” i Ernst & Young Entrepreneur Of The Year.

- Vi har taget en lærling ind ene og alene af den grund, at vi rigtig godt kan lide at lære fra os. Det gør heller ikke noget, at vi kan få det gode Vinorage-håndværk ind under huden på en smed, som er forholdsvis ny i faget, fortæller Rasmus Glindvad Kristensen og afslutter:

- 2021 er blevet året, hvor vi har taget skridtet og ansat den første medarbejder i vores lille familieforetagende.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu