Vind skal give masser af grøn energi
Kommunen inviterede til dialogmøde om 16 nye vindmøller i Rendbæk øst
PANDRUP: Fremmødet var stort med 80 deltagere, da Jammerbugt Kommune havde inviteret til informationsmøde om de 16 vindmøller, som ventes opført ved Rendbæk Øst, som ligger øst for Pandrup og syd for Store Vildmose.
Forslaget er midt i sin høringsfase, og mødet skulle give lokale borgere, jordejere og interesserede indblik i lokalplanen.
Formand for teknik- og miljøudvalget Jens Christian Golding (S) bød velkommen, mens teamleder for Byg og Plan, Kell Agerbo, oplyste, at vindmøllerne ved Rendbæk Øst er sidste led i kommunens planer for at skabe mere grøn energi.
- Man kan sige, at vindmøller har været trækdyr for vores grønne omstilling, men snart kommer også solceller på banen, sagde Kell Agerbo.
Dansk Vindenergi ApS er den nordjyske virksomhed, som skal stå for opførelsen af de 16 vindmøller, og direktør Niels Mejlgaard fortalte, hvor effektive de nye vindmøller bliver.
- De nuværende 12 vindmøller producerer årligt strøm til 3250 husstande, hvorimod de 16 nye vindmøller vil producere strøm til 47.000 husstande, sagde han.
Der er altså tale om en 15 gange fordobling.
Vindmøllerne vil få en højde på 150 meter og en rotordiameter på 126 meter.
Ti kommunalbestyrelsesmedlemmer var mødt op, blandt andre Lars Jørgen Holt (V).
- Det er vigtigt for mig at lytte til de lokale bekymringer, så vi sikrer en god proces, sagde Lars Jørgen Holt.
Ofte går bekymringen på støj og den lavfrekvente lyd, som vindmøller udsender, men ved Rendbæk Øst er bekymringen en anden.
- Vindmøllerne kommer til at grænse op til Store Vildmose, så bekymringen går meget på fuglelivet og på naturen i det hele taget, sagde Lars Jørgen Holt.
Niels Mejlgaard, direktør for Dansk Vindenergi ApS, kom bekymringen i møde.
- Det er en svær balance, når man vil opsætte vindmøller, for enten er det for tæt på beboelse, eller også er det for tæt på naturen. Jeg synes faktisk, at Rendbæk Øst er en ideel placering, fordi det trods alt ligger uden for vildmosen og langt fra beboelse, sagde Niels Mejlgaard.
Planen for de 16 vindmøller sikrer, at der er 900 meter til al beboelse.
Som afslutning på aftenens møde, efter oplæg af arkitekt Mogens B. Leth og biolog Jan Durinck, fortalte jurist fra Energistyrelsen Lærke Vejlgaard om en mulighed for områdets naboer for at søge værditabs-erstatning.
Man skal henvende sig til Energistyrelsens taksationsmyndighed og få en vurdering af, hvor meget de nye vindmøller vil forringe ejendommenes værdi i området omkring Rendbæk Øst.
Henvendelser til Energistyrelsen skal ske før 9. april klokken 16.
Høringsfristen for indsigelser til planerne om de 16 nye vindmøller ved Rendbæk Øst er 14. marts, hvorefter kommunalbestyrelsen skal have forslaget til afstemning.
Såfremt lokalplanen vedtages, vil Dansk Vindenergi ApS opføre vindmøllerne i 2020 og starte driften i 2021.