Træer og buske ved Brovst Sports- og Kulturcenter er voldsomt angrebet af benvedspindemøl. Men de overlever, lover park- og vejchef Flemming Kjeldgaard Larsen fra Jammerbugt kommune. Foto: Jesper Hansen
Livet her

Vildt angreb: Spøgelsesagtigt fænomen på spil

26. juni 2022 kl. 07:30

Det ligner en scene fra en gyserfilm. Træer og buske indhyllet i et spøgelsesagtigt spindelvæv.

Men det er ingen film – det er virkeligheden i Jammerbugt. Træer og buske ved parkeringspladsen foran Brovst Sport- og Kulturcenter er fuldstændigt indspundet af insektspind, og blade, knopper og blomster er væk. Det er svært at forestille sig, hvordan den tidligere så pæne beplantning nogensinde skal overleve det voldsomme angreb.

- Det er et angreb af benvedspindemøl, som hovedsagelig ses på benved planter. Planterne vil selvfølgelig blive hæmmet i væksten i forbindelse med angrebet, men vi regner med, at de overlever, siger Flemming Kjeldgaard Larsen, vej- og parkchef i Jammerbugt kommune.

Det er ikke kæmpeedderkopper, men spindemøl der er på spil i Brovst. Foto: Jesper Hansen

Ingen bekæmpelsesmetode

- Der findes ikke nogen bekæmpelsesmetode, og vi mener også, at det i dette tilfælde må gå naturens gang. Benvedspindemøllens larver overvintrer på planten, og en kraftig vinterbeskæring vil formentlig kunne reducere udbredelsen i de kommende år.

- Så vi venter stille og roligt på at angrebet fortager sig, og at træerne igen springer ud. Til vinter vil vi beskære træerne for at mindske angreb næste år.

Angrebet i Brovst er så voldsomt, at det også har bredt sig til andre planter end de ellers så smukke benved.

- Spindet kan godt kan brede sig til naboplanterne. Men som sagt er det ikke muligt at bekæmpe larverne direkte, men kun ved at beskære i vinterhalvåret. Spindemøllen overvintrer kun på benved, så vi håber vi får bugt med over vinteren, håber Flemming Kjeldgaard Larsen.

Sådan ser benvedspindemøl ud, når de kommer ud af pupperne hen over sommeren. Foto: Wikipedia

Kommunen krydser altså fingre og ser tiden an, men hvad gør man som haveejer, hvis man får benvedspindemøl på parcellen?

- Klip spindene af - så tidligt om muligt. Hvis det er muligt, skal man brænde de afklippede spind. Ellers kan man forsøge at mase larverne ved at træde på de afklippede skud, lyder rådet fra haveeksperten Karna Maj.

Det ligner en scene fra en spøgelsesfilm, når benvedspindemøllene går til angreb på de kommunale træer og buske. Foto: Jesper Hansen

Træd dem ihjel

- Man kan også ryste larverne ned på et underlag og træde dem ihjel, foreslår haveeksperten – eller lade fuglene klare sagen.

- Riv spindet i stykker med en stiv kost, så fuglene kan få fat i larverne, foreslår Karna Maj.

Spindemøl er en gruppe småsommerfugle, der har udviklet en speciel teknik. Larverne laver fællesspind, som beskytter dem mod at blive spist af fugle, mens de selv æder bladene på træerne. Der findes en håndfuld forskellige arter af spindemøl, som angriber forskellige træsorter – blandt andet benved, oplyser Videncentret Bolius på sin hjemmeside.

Nyeste