Vesterhavsmarch er aflyst
MOTION: Der bliver ingen Vesterhavsmarch på stranden mellem Blokhus og Løkken i år
Det er ellers en langstrakt tradition, at der hvert år er Vesterhavsmarch mellem Blokhus og Løkken, men i år bliver det ikke til noget.
- Det er med beklagelse, at Vesterhavsmarchens komite har besluttet at aflyse årets march. Dette er sket med baggrund i regeringens forbud mod forsamlinger i større grupper, og at dette forbud nu er gældende til efter juli, oplyser Hans-Jørgen Hansen fra marchen.
Vesterhavsmarchen arrangeres af Sct. Georg Gilderne i Aalborg, og plejer normalt at blive afholdt den anden søndag i juli. Penge fra marchen plejer at gå til gildets årlige uddeling af beløb til velgørende formål blandt børn og unge i Nordjylland.
Folkene bag marchen er klar til næste år, som også bliver jubilæumsår.
- Vi vender stærkt tilbage til næste år, hvor det er 50 år siden marchen blev startet, oplyser Hans-Jørgen Hansen.
Det bliver søndag 11. juli 2021.