Venskabsby spiller i Aabybro
Torsdag den 28. juni spiller Oppdal Juniorkorps foran Rådhuset i Aabybro.
Alle borgere er velkomne til at møde op for at se og høre Oppdal Juniorkorps, når de kl. 10.30 torsdag 28. juni spiller og danser uden for Rådhuset i Aabybro
Borgmester Mogens Christen Gade byder officielt velkommen til Oppdal Juniorkorps efter deres optræden i Aabybro.
Orkestret består af 28 musikanter og syv dansere - alle børn og unge. Oppdal er en af Jammerbugt Kommunes venskabsbyer, og besøget er en del af deres jubilæumstur, hvor Oppdal Juniorkorps både spiller i Blokhus og Aabybro. Under besøget vil Oppdal Juniorkorps også mødes med Brovst Pigegarde, hvor de sammen optræder forskellige steder i Blokhus.
Oppdal ligger 120 km syd for Trondheim.
Foruden den norske venskabsby har Jammerbugt Kommune også venskabsbyer i Lindesberg i Sverige, Stadt Tornesch i Tyskland, Strzelce Krajenskie i Polen og Tongzhou i Kina.
250 elever fra Aabybro Skole kommer som publikum.