Vejret forsinker kloakarbejdet, men nu lysner det
Det barske vintervejr med både hård frost, flere snestorme og masser af regn har været en hård nød at knække for Jammerbugt Forsyning, der står for det store kloakeringsprojekt, der nu i flere år har medført omfattende grave- og vejarbejder i Fjerritslev.
- Men hvis ellers vejret arter sig, bliver vi færdige med Østergade inden påske, oplyser ingeniør Jane Møller Mortensen fra Jammerbugt Forsyning.
- Gravearbejdet i Østergade er i sin afsluttende fase, og vi begynder brolægningsarbejdet i denne uge. Allerede før weekenden genåbnede vi krydset Østergade/Sandagervej, så trafikken kan passere, mens det sidste arbejde udføres.
Asfalt på vej
- I den kommende periode sættes der nye kantsten, fortovene retableres og Østergade klargøres til asfaltering. Målet er at asfaltere i ugen op til påske. Vi prioriterer asfalteringen af den vestligste del af vejen højest, men hvis vejret er med os, og alting går godt, kommer der asfalt på hele strækningen.
- Vejret har været udfordrende, og trods en god indsats fra entreprenørerne har vejen været spærret længe. Vi glæder os derfor ekstra meget til at kunne genåbne vejen, så beboere og erhvervsdrivende kan få fri adgang til deres bygninger, og trafikken igen kan rulle gennem Østergade.
Også arbejdet på Parkvej er udfordret af vejret.
- Arbejdet har været udfordret af store mængder grundvand, men vi er ved at være i mål med hovedkloakken på Parkvej. Vi arbejder i de kommende uger i Søgade ud for rutebilstationen, men sikrer at vejene er farbare til påske.
Flere opgravninger venter
Selv om Jammerbugt Forsyning nu snart kan vinge Østergade af, slipper borgerne i Fjerritslev ikke for yderligere opgravninger senere på året.
- Stikledningerne mellem Søgade og Bakkevej skal udføres senere på året, oplyser Jane Møller Mortensen.
- Når Østergade er asfalteret, fortsætter vi på Rolighedsvej. Arbejdet er i øjeblikket sat i bero for at sikre, at de erhvervsdrivende kan komme ind med deres vareleverancer, mens Østergade er spærret.
Derefter mangler gravearbejdet i Nyvej, Algade og den nordlige del af Søgade, før vi forhåbentlig afslutter etape 8 til jul, siger Jane Møller Mortensen.