Varm By Night med Lune Carlsen
By: Se fotograf Claus Søndbergs fine billeder fra fredag aften lige her
Aabybro: Arrangørerne af By Night i Aabybro kunne i hvert fald ikke klage over vejret, for fredag løber formentlig med prisen som en af sommerens varmeste dage.
Der var derfor også mange mennesker, og der blev spist og hygget under parasollerne, og ind imellem blev der handlet i byens butikker, og de mange stande i Aabybro Centret og langs Østergade, der var spærret i dagens anledning blev besøgt.
Lige fra arrangementets start var der musik både i Aabybro Centret og i Østergade.
Præcis 20.30 gik en mand med et navn, der passede godt til den varme aften på scenen. Her gik Lune Carlsen nemlig på.
Det trak folk til Torvet, og selv rundkørslen var godt fyldt.
Lune Carlsen, der har specialiseret sig i Kim Larsen og Gasolins repertoire havde fra starten publikum med sig, og han kunne konstatere, at også den helt unge generation kender Kim Larsens numre.
- Og det er jo godt for forretningen, konstaterede han lunt, inden han kastede sig ud i en spansk version af "De Smukke unge mennesker."