Vådt - men godt
På samme tidspunkt som FIF åbnede sæsonafslutningen for ungdomsafdelingen med titlen "Fodbold For Unge", begyndte det at regne.
Planen var ellers, at de 250 tilmeldte spillere og forældre skulle rundt på træningsbanerne og lave forskellige sjove fodboldaktiviteter sammen. Så efter at Kate Hinze Mathiasen havde budt velkommen, var hun nødsaget til at aflyse nogle af de planlagte aktiviteter. Dog var der stadigvæk mulighed for at benytte de opstillede hoppeborge, og fodboldbanerne kan jo altid bruges, hvilket flere af spillerne gjorde brug af uanset om de blev lidt våde.
Efter en lille times tid med hygge i telt og klubhus var der medaljeoverrækkelse til alle spillere på U6-8 holdene.
På de andre hold blev der overrakt hæderstrøjer og sportstasker fra Jutlander Bank til årets kammerat og årets spiller.
Efter den store fællesspisning var det blevet tid til at se VM-landskampen mellem Danmark og Peru på storskærm i teltet. Den kamp var ligesom vejret heller ikke perfekt, men mindre kunne jo i begge tilfælde gøre det, for dagen og aftenen var både hyggelig og god, og Danmark vandt jo den vigtige kamp, selv om det ikke var landsholdets bedst spillede kamp.