UV-succes i Fjerritslev: Unge håndboldspillere havde en fest
Fredag aften var der UV-arrangement i Idrætscenter Jammerbugt, og det blev ganske enkelt en succes.
FIF Håndbold (Fjerritslev IF) havde for 2. år i træk inviteret alle foreningens ungdomsspillere fra U9-U13 til UV-Håndboldsstævne med høj musik, fællesspisning og håndboldstævne i ultraviolet belysning.
Tæt på 70 børn og unge gav den gas og hyggede sig både på og uden for banen, skriver klubben i en omtale.
Forud for UV-stævnet havde man givet de unge medlemmer lov til at inviterer en ven eller veninde med, så de også fik mulighed for prøve håndbolden af at være med, og det blev taget godt imod. Der var vel en 15-17 nye med.
- Det er fedt, når de initiativer, vi sætter i gang lykkes, og det må vi sige, at UV-Stævnet gjorde - en fantastisk aften - intet mindre.Et arrangement som dette kommer naturligvis ikke at sig selv, men er skabt af vores engagerede frivillige trænere og ungdomsudvalg – og når man ser begejstringen og det høje humør hos de unge, så bliver man som ungdomsformand bare glad og taknemmelig, udtaler ungdomsformand Kristian Fjordbak.
- Vi håber naturligvis, at vi kommer til at se flere – af de nye ansigter – i hallen til håndboldtræning i de kommende uger.