Usædvanligt DM i Fjerritslev
Idrætscenter Jammerbugt i Fjerritslev lagde i weekenden gulv til en helt særlig og meget spektakulær konkurrence, som bød på idrætspræstationer i en helt anden klasse end håndbold og badminton, som er det normale i hallerne.
Det var konkurrence i kaninhop, som blev holdt i forbindelse med Danmarks Kaninavlerforenings landsudstilling i Fjerritslev. Kaninhop er ikke bare leg med kæledyr. Det er elitesport på et ganske højt plan. Alene reglerne for kaninhop er et digert værk på 56 tætbeskrevne sider, så der kræves meget af både udøvere og dommere.
Sporten minder om ridebanespringning – bortset fra at det er kaniner og ikke heste. Kaninen skal gennem en avanceret bane med forhindringer, som den skal springe over uden at rive bommene ned. Kaninen er i snor, men det er kaninen selv, der skal løbe i spidsen. Forhindringerne er typisk en halv meter i højden. Det klarer en veltrænet kanin nemt uden tilløb, for kaniner elsker at hoppe.
Rekordtilslutning
Det var anden gang i træk, at Danmarks Kaninavlerforening holdt landsudstilling i Fjerritslev. Sidst i 2022, hvor kaninavlerne var så glade for Idrætscenter Jammerbugt, at de valgte at komme tilbage igen i år.
Udstillingen havde rekordtilslutning med godt 1.300 tilmeldte dyr fra hele Skandinavien. Lige fra de mindste dværgkaniner på under et kilo og til belgisk kæmpe, der i topform vejer godt otte kg.
Kaniner blev bedømt inden for de forskellige racer på blandt andet udseendet – og der blev uddelt over 50 præmier og hædersbevisninger. Den samlede vinder over alle blev Rune Martens fra Stavanger med en flot han-kanin af racen Tan, som opnåede 96 ud af 100 mulige points.
Et nyt brand for Fjerritslev
Kaninudstillingen blev åbnet fredag af den lokale kommunalpolitiker Ulla Flintholm(V). Hun glædede sig over, at det nu var anden gang, at Fjerritslev er vært for landsudstillingen.
- Jeg er sikker på, at kaniner er det nye brand for Fjerritslev, sagde Ulla Flintholm og tilføjede, at kaninavlerforeningen er meget velkommen igen næste gang, der skal være landsudstilling.