Unge holder øje med valget
Jammerbugt Kommune har indgået et valgsamarbejde med Fjerritslev Gymnasium og VUC&HF Jammerbugt. Dermed bliver der juniortilforordnede på 17 ud af 20 afstemningssteder i Jammerbugt Kommune ved valget 21. november.
Unge mellem 18 og 29 årig er ikke de flittigste til at stemme ved kommunalvalg. Ved sidste valg stemte 60,4 procent af de 18 til 29 årige, mens valgprocenten for alle aldersgrupper var 76,9 procent.
Det vil Jammerbugt Kommune gøre noget ved via samarbejdet med Fjerritslev Gymnasium og VUC&HF Jammerbugt for at øge de yngste vælgers interesse for kommunalvalget og samfundet generelt.
- Juniortilforordnede er en slags ambassadører. De kommer til at snakke kommunalvalg i deres omgangskreds, og begge uddannelsesinstitutioner supplerer deres undervisning med at inddrage eleverne i valget i praksis, fortæller valgkoordinator fra Jammerbugt Kommune Steen Lund Albrechtsen.
Forsøget går godt i spænd med Økonomi- og Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbølls opfordring i sidste uge til, at landets kommuner i større omfang bør inddrage den yngste aldersgruppe, når der skal udpeges valgstyrer/tilforordnede.
Pernille Søndergaard på 21 år, der til dagligt går på VUC&HF Jammerbugt vil 21. november være juniortilforordnet på valgstedet i Nørhalne.
- Jeg ønsker at gå mere ind i politik og have mere indflydelse. Før jeg havde samfundsfag, satte jeg blot et kryds, men det er nu blevet klart, at krydset har en betydning for min fremtid. Og jeg bruger nu også tid på debatter i fjernsynet og til vælgermøder, fortæller Pernille Søndergaard.
De 17 juniortilforordnede er udpeget efter samme regelsæt som øvrige tilforordnede/valgstyrer. Det vil sige, at de er over 18 år og har bopæl i Jammerbugt Kommune.