Uheldet var ude: Pandrup-pensionister kørte til Møn i skolebus
- Folk på Pandrup-egnen er meget engagerede – og deltager gerne i frivilligt arbejde. Det har tvunget os til at fokusere foreningens arbejde, så vi kan tilbyde noget helt specielt.
Det fortæller Leif Søborg Madsen, der er lokalformand for Ældresagen i Pandrup.
- Der er ingen grund til at konkurrere med andre foreninger om medlemmer, så vi kører et årligt program, hvor det er oplevelserne, der er i fokus.
- Derfor har vi blandt andet busture på programmet. Både kortere dagsture til steder i Nordjylland, men også hvert år en længere bustur på tre til fire dage.
Ældresagen Pandrup har netop gennemført den årlige langtur, der i år gik til Sydsjælland og Sydhavsøerne.
- Vi besøgte blandt andet Gavnø Slot, Gåsetårnet i Vordingborg, Møns Klint og byggeriet af Fehmarn-forbindelse. På hjemturen kørte vi over Langeland og Tåsinge, hvor vi så Elvira Madigans og Sixten Sparres grav.
Bussen brød sammen
- Turen var arrangeret af Fjerritslev busrejser. Jeg må sige, at de gjorde virkelig godt og havde en fin guide – også selv om bussen gik i stykker, mens vi var på Lolland.
- Uheldet betød, at bussen fra Fjerritslev måtte en tur på værksted, så turen til Møns Klint måtte gennemføres i en skolebus. Det blev en oplevelse i sig selv, for det er altså mange år siden, at Ældresagsmedlemmerne sidst har kørt skolebus, fortæller Leif Søborg Madsen.
- Det var en rigtig fin tur, og maden var rigtig god, bestemt ikke noget at klage over. Alle udtrykte stor tilfredshed med turen.
Bestyrelsen i Ældresagen i Pandrup har allerede besluttet, at næste sommers langtur går til Hamborg.