Billede beskrivelse

Udstilling med udenlandske kvindemalerier

04. juni 2022 kl. 16.30

- Jeg elsker god kunst, jeg elsker kvinder, og jeg elsker den her udstilling, sagde galleriejer Frede Hansen, da Galleri Glocal Art slog dørene op til endnu en udstilling i det lille galleri i Thorup.

Denne gang er temaet ’Kvinder på lærredet’. En række afrikanske kunstnere fra flere lande er repræsenteret, og de har det til fælles, at deres motiv er kvinder.

Det var da også en kvinde, der holdt åbningstalen, nemlig Jane Holm, der på det tidspunkt var præsident i Dronninglund Rotary.

- Vi er heldige her i Danmark og den vestlige verden med, at kvinder og mænd reelt har de samme muligheder. Sådan er det desværre ikke overalt i verden, sagde hun.

- Det er frygteligt, men jeg mener dog også, at kvinden selv har et ansvar for at være med til at skabe ligestilling og klare sig på lige fod med mændene. Det har jeg selv gjort og nået de mål, jeg har sat mig. Der er store problemer i blandt andet Afrika, og her bidrager Galleri Global Art til en positiv udvikling med en ulandshjælp, der hjælper ved at skabe erhvervsmæssige aktiviteter i de afrikanske lande, så der skabes levedygtige virksomheder, og familierne kan tjene egne penge og dermed blive selvforsørgende og selv påvirke udviklingen i familien og samfundet med uddannelse, job og så videre. Det vigtige, tror jeg, er, at kulturen i landene får lov til at leve videre, og at mangfoldigheden i verden består, sagde Jane Holm.

Hun fortæller, at det typisk er både mænd og kvinder, der producerer forskellige former for kunst og brugskunst til galleriet. Der er dog stadig traditionelle kønsmønstre, der afspejler, hvem der producerer hvad. Kvinderne er typisk dem, der producerer tasker og kurve, mens mændene er keramikere og kunstmalere.

I denne udstilling er der bare to kvindelige kunstnere, mens resten er mandlige kunstnere. Motivet er kvinder, der er med til at fortælle kvindernes historie og muligheder i Afrika, men vel også typisk for mange andre lande. Selv om vi i vesten mener, at der er fuld ligestilling, så er der stadig eksempler på, at det er der ikke altid, sagde Jane Holm i sin åbningstale.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste