Tur til midnatssolens lande
Fjerritslev busser arrangerer 16-dages busrejse til Nordkap & Lofoten til næste år.
Rejsen er tilrettelagt i samarbejde med Poul-Erik Uttrup, der gennem mange år har tilrettelagt rejser til stort set alle europæiske lande, og som rigtig mange gange har været "deroppe - hvor solen slet ikke gider gå ned om sommeren".
Rejsen giver også sine deltagere rejseoplevelser på turen frem og tilbage. Således er der lange ophold i både Stockholm og Helsingfors, og en tur op gennem "De Tusind søers Land".
Der er indlagt to overnatninger på både Nordkap og Lofoten. Mens Nordkaps natur er øde, barsk og betagende, kan Lofoten fremvise en ganske anden natur, der er præget af Golfstrømmens mildnende virkning: Grønt, frodigt og smukt.
I modsætning til mange Nordkap-rejser, har denne rejse en tre dages afstikker ind i Fjeld- og Fjordnorge, hvor man kan betages af den fantastiske natur, og hvor rejsedeltagerne efter pauserne kan være svære at få ind i bussen igen.
Rejsearrangørerne understreger, at selv om der er tale om en lang rejse - både i afstand og i tid - så bliver der også god tid til at opleve de kulturelle seværdigheder og at blive forundret og betaget af den fantastiske natur, vore nordiske broderlande er så rige på.
I Tinghuset i Fjerritslev er der tirsdag 20. juni informationsmøde om den usædvanlige rejse.
Her bliver rejsens mange detaljer gennemgået, og desuden får man en indføring i den samiske kultur, man får nærkontakt med i både Finland og Norge.