En flok beboere på Brovst Friplejehjem testede søndag træningsprogrammet Seniorform foran skærmen sammen med social- og sundhedsassistent Tanja Wendel (i baggrunden t.h.). Privatfoto
Livet her

Tryk på en knap og få noget motion

Brovst Friplejehjem er for tiden med til at teste et nyt digitalt motionsprogram

23. juni 2021 kl. 12:06

BROVST: Brovst Friplejehjem er for tiden med til at teste et nyt digitalt motionsprogram, som skal gøre det lettere for personalet at sætte gang i aktivitet for beboerne.

Søndag formiddag samlede blandt andre Tanja Wendel, social- og sundhedsassistent, en lille flok omkring storskærmen i fællesrummet, og så var det i princippet bare at trykke på knappen.

- Kom så, helt op i loftet og ned til tæerne, heppede Tanja Wendel dog undervejs og gjorde selv øvelserne med ligesom modellen på skærmen.

Gode grin

Hun synes, det kan være en god hjælp at kunne gribe til sådan et program, der ikke skal forberedes en masse til – især i weekenden.

- Og så er der hyggelig musik til, og der kommer nogle gode grin, supplerer kolleger og beboere.

Efter søndagens test på Brovst Friplejehjem var tilbagemeldingen dog også, at beboerne gerne ville have vist øvelserne lidt tydeligere og langsommere først.

Nemmere for personalet

Musikken er lavet specielt til formålet af komponist Viggo Steincke, Nørresundby, som har udviklet hele projekt Seniorform sammen med makkeren John Nørgaard fra Aarhus.

Viggo Steincke var selv frivillig på et plejehjem i en periode og bemærkede, at der ikke var ret mange ressourcer til at sætte fysiske aktiviteter i gang for beboerne.

- Derfor ville jeg gerne gøre det nemmere for personalet, siger han.

Mellem de fem øvelser er der en lille pause, hvor der vises et billede, som man måske kan snakke lidt om.

Gratis version på vej

En gratis version af programmet bliver snart frit tilgængelig på seniorform.dk. Der bliver også mulighed for at abonnere på en særligt tilrettet version.

Seniorform har fået støtte fra Region Nordjyllands sundhedspulje, Den Jyske Kunstfond og Spar Nord Fonden.

Selve øvelserne er udarbejdet af fysioterapeut Susanne Fisker.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu