Billede beskrivelse

Trinitatisvandring over Hingelbjerge

02. juni 2017 kl. 09.59

Søndag den 11. juni er der igen pilgrimsvandring i Jammerbugt. Vandringen indledes i år med en kort gudstjeneste i Kollerup Kirke kl. 9.30. Derfra vandres gennem den gamle del af Kollerup by og fortsættes ad Nordsøstien frem til Hingelbjerg med en forrygende udsigt til både fjord og hav. Ved Hingelbjerg spises de medbragte madpakker, hvorefter turen fortsætter via fårestier og skovveje frem til Hjortdal Kirke, hvor dagen afsluttes med nadvergudstjeneste.

Turen har i år temaet: På vandring med Martin Luther. Foruden frokostpausen vil der undervejs være flere mindre stop, hvor man får et ord at gå på - hentet fra den store skat af gode ord og udsagn af reformatoren Martin Luther. Gudstjenester og vandring ledes af sognepræst Benthe Kleon Jeppesen, Vedsted, i samarbejde med andre præster og lægfolk fra Jammerbugten.

På turen er der mulighed for samtale og muntert og givende fællesskab omkring turens og livets oplevelser og strabadser. En lille del af turen vil dog foregå i stilhed for at give mulighed for personlig refleksion - og for dem, der ønsker det - vil der blive mulighed for at vandre hele turen i stilhed (som regel ved at gå forrest i flokken).

Der serveres kaffe (sponsoreret af hotel Sanden Bjerggaard) ved Kollerup Kirke og igen ved Hjortdal kirke, men man skal selv medbring madpakke og vand til turen. Praktisk fodtøj og måske en vandrestav er også en god ide. Turen er på cirka 11 km. På turens første del forekommer nogle få, temmelig bratte steder, men der gives god tid til at få alle helskindede igennem. Ønsker man kun at deltage i sidste halvdel af turen, kan det lade sig gøre at springe fra midtvejs. I så fald er det en god ide at lave telefonisk aftale herom med præsten i Tranum eller præsten i Vedsted.

Kontakt til Benthe Kleon Jeppesen 21443719, eller John Kristensen 98235037.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste