Billede beskrivelse

Tre gange udsolgt til Robin Hood

11. juni 2022 kl. 17.30

Aabybro Teaterforening er i den grad kommet godt fra start. Til foreningens første opsætning nogensinde, udendørsforestillingen Robin Hood i anlægget i Vestergade, var samtlige billetter til de tre forestillinger 2., 3. og 4. juni udsolgt.

- Det gik rigtigt godt. Det gik præcis, som det skulle. Vi nåede at blive færdige, og skuespillerne gjorde det fantastisk godt. Og det samme gjorde musikerne. Og vi havde jo fuldstændig udsolgt og sat flere billetter til salg, så vi har jo spillet for omkring 500 mennesker - 500 begejstrede mennesker oven i købet. Det var ikke dårligt. Så det må siges at have været en succes, fortæller den glade instruktør, Signe Tølbøll Fischer.

Billede beskrivelse

Der er særligt ét højdepunkt, som instruktøren kan se tilbage på.

- Da vi spillede om fredagen, og solen var brudt frem, der kunne man mærke, hvordan alting faldt på plads. Torsdag var det rigtigt koldt, så skuespillerne frøs, og publikum frøs. Men om fredagen, der løftede det hele sig. Det var en stor glæde og en stor lettelse, at vi lykkedes med at skabe den forestilling og den oplevelse for publikum, som vi havde drømt om, som vi var gået efter, siger Signe Tølbøll Fischer.

Prins og dronning på gåben

Kun en enkelt ting gik ikke helt efter planen i Aabybro Teaterforenings første store satsning.

- Prins John og dronningen skulle have redet på heste, men det lykkedes vi ikke med. Så kom de gående. Så var de ude at spadsere, så det var fint, fortæller Signe Tølbøll Fischer.

- Vi kunne ikke finde to heste. Det kræver jo noget af de folk, som skal køre frem og tilbage med hestene fire dage i træk. Det kunne vi ikke finde to, der gerne ville. Desværre, siger hun.

Billede beskrivelse

Men det lille benspænd kan ikke slå skår i glæden over den store premieresucces. Med den i baglommen, kan Aabybro Teaterforening begynde at tænke på, hvad de skal underholde aabyborgerne med i fremtiden.

- Vi har jo et ønske om at lave sådan en stor udendørs opsætning hvert år. Og alt, hvad der kommer derimellem, det er helt afhængig af, hvad der er opbakning til. Vi kunne godt tænke os at lave en juleforestilling. Det kunne blive mange forskellige ting. Så det er helt, hvad der er opbakningen til, fortæller instruktøren.

Hvilken forestilling, der bliver opført i anlægget næste år, er endnu ikke besluttet. Og foreningen har heller ikke bestemt sig for, om forestillingen skal spille i begyndelsen af juni ligesom i år.

- Det er noget af det, vi skal evaluere på nu her, når vi lige sådan har sundet os lidt, slutter instruktøren.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste