Traktortræk i klemme
Flere arrangementer på samme dag får arrangører til at frygte for besøgstallet
Danmark Dejligst i Trekroner, Dyrskue i Hjørring og Aggersundbroens jubilæum.
Det er bare nogle af de arrangementer, som Han Herred Traktortræk frygter, at de skal konkurrere med, når de holder aftenstævne på Gravensgaard i Fjerritslev på fredag.
- Vi fastlagde vores dato allerede i august sidste år, så det er virkelig sort uheld, at det hele falder sammen, siger Vivi Brun, der er en del af styregruppen.
Sidste år kom der 1000 betalende publikummer til arrangementet, men i år tør Han Herred Traktortræk ikke komme med et bud på, hvor mange gæster, der kommer.
- Sidste år håbede vi på 300, og der kom 1000. I år kommer det nok til at halte noget, siger hun og tilføjer, at styregruppen derfor har besluttet, at det er fint blot arrangementet økonomisk set blot går i nul.
Vivi Brun understreger, at gruppen har forsøgt at imødegå konkurrencen ved at sætte skilte op ved omfartsvejen, lave flyers og annoncere på Facebook.
- Vi forsøger også at forny os hvert år. Der køres i 11 klasser, og her kan man i år for 600 kr. på sit navn på klassen. Vi gør også meget for, at handicappede også kan komme som tilskuere. Vi har lavet det, så de kan køres helt til døren og fået særlige toiletter, forklarer hun.
Blandt nyhederne i år er også pengepræmier til de bedste trækkere samt et samarbejde med De Nye Veteraner om hjælp til at bugsere maskinerne.
Vivi Brun glæder sig over, at det sandsynligvis kun er i år, at sammenfaldet af arrangementer er så markant, da brojubilæet af gode grunde ikke er der næste år.
- Og netop i år ligger vores arrangement en uge senere, end det plejer, fordi den slæde, vi skal bruge, allerede var booket.
Der er på nuværende tidspunkt tilmeldt ca. 25 traktorer. Styregruppen forventer dog, at flere kommer til i løbet af denne uge.